»Gå ikke over sporet - der kommer tog«
Alle os, der er født i en mindre by med et trinbræt, kender denne remse, som advarer passagererne om, at nu kommer DSB drønende forbi.
De senere uger har togene, lige fra S-togene i København til DSB's lyntog mellem landsdelene, stået helt stille. Togførere, lokomotivførere og stationsbetjente har nedlagt arbejdet på særlige dage og udvalgte tidspunkter.
Hver gang til stor gene for de mennesker, der er afhængig af offentlig transport. Den kører i forvejen for ringe og for dyrt. Den offentlige togdrift har i årevis været genstand for en hovedrysten blandt brugerne. De utallige forsinkelser - DSB's evne til at køre tog til tiden er under deres egne forventninger - og de høje priser har skabt en fælles front blandt kunderne. DSB har ikke mange venner.
Den dårlige nyhed er, at aflysninger og forsinkelser formentlig vil fortsætte ind i det nye år.
DSB og personalet er i gang med at forhandle overenskomst, og det er det, der skaber de utålelige forhold for brugerne. For brugerne er sikkerhed og tryghed i, at togene kører, det vigtigste. De er helt ligeglade med, at arbejdsgiveren, DSB, og medarbejderne, Jernbaneforbundet, ikke kan tale sammen.
Overenskomstforhandlinger kan altid vurderes fra to sider, og man vil sjældent opleve, at de to parter ser identisk på samme sag. Arbejdsnedlæggelserne er en udløber af, at DSB har meldt sig ind i Dansk Industri og dermed flytter overenskomsterne fra en statslig aftale til en privat aftale.
Det er forståeligt, at medarbejderne slår sig i tøjret, og vi har derfor heller ikke set den sidste togaflysning. Medarbejderne skal under den nye overenskomst formentlig give afkald på en række krav, der indtil nu har stækket DSB's handlemuligheder. De private virksomheder har typisk betydelig større fleksibilitet i deres aftaler, end de offentliges overenskomster har. DSB ønsker en langt bedre og mere effektiv manøvremulighed, og derfor skal medarbejderne hjælpe med det ved at give afkald på nogle af deres rettigheder.
Begge parter bliver dog nødt til at indse, at ingen af dem er 'noget' uden deres kunder. Transport er vigtigt, og offentlig transport er afgørende for et samfunds sammenhæng, og derfor er der et særligt ansvar hos både ledelsen i DSB og medarbejderne i Jernbaneforbundet.
De kan ikke tage passagererne som gidsler, for så vil der snart ikke være noget DSB tilbage. I forvejen er offentlig transport udliciteret med succes i store dele af landet, og der er intet i vejen for, at alle DSB's strækninger overdrages til selskaber, der ønsker at køre - hver dag og til tiden - uden aflysninger.
Fremtidens service afhænger af fleksible medarbejdere, det kan Jernbaneforbundet lige så godt indse. Stærke firmaer har engagerede medarbejdere med indflydelse, det kan DSB's ledelse lige så godt indse.
Transport er nemlig service - ikke bare transport.
