Rasmus Paludan er her, der og allevegne.

Hvad stiller vi op med ham, skal han have en særlig behandling i medierne, skal han ties ihjel, eller skal han netop have en ekstra kritisk opmærksomhed? Der kan ikke svares enkelt og fyldestgørende på dette, for faktum er, at han har taget alle etablerede medier og politikere på sengen.

Der var ikke mange, der troede, at det var muligt for ham at skaffe nok vælgererklæringer, så han kunne blive opstillet til det kommende folketingsvalg. Med en chokagtig hastighed er det lykkedes, og han er dermed en faktor i den valgkamp, der nu bliver særligt interessant.

Rasmus Paludan kommer ikke til at afgøre valget, men hans parti kan sagtens komme til at stjæle opmærksomheden og nogle afgørende stemmer fra de borgerlige partier. På den anden side kan han også aktivere nogle vælgergrupper, der normalt ikke føler sig hørt og derfor heller ikke stemmer ved valget.

Som bekendt er det hans latterlige demonstrationer på Nørrebro, der har sat gang i Paludans kurs mod Christiansborg. Bag en interimistisk indhegning går han og kaster med koranen, og indimellem brænder han den også af. Det er et latterligt syn, når han står der alene, omgivet af politiet og gejler sig op. Hvis det ikke havde været for de muslimske mænd, der satte brand i gaden, bydelen og dele af København, havde Paludan sikkert stadig gået og set tosset ud i en indhegning.

Det var desværre en forudsigelig reaktion, der har satte gang i lavinen, der egentlig er lidt ude af kontrol. Moddemonstranterne – lad os kalde dem det – leverede den ballade, som Paludans tilhængere nu kan benytte til at støtte og stemme Rasmus Paludan i Folketinget. De fleste forventer, at han ikke får stemmer nok, men det er de samme, som heller ikke troede, at det var muligt, at hans parti kunne blive opstillet. Det er bestemt realistisk.

Paludan har taget låget af en diskussion, som vi sjældent tager. Vi ved godt, at der er problemer med indvandrerbander. Vi ved godt, at dele af Nørrebro ikke er kontrolleret af politiet, vi ved godt, at det er et slags gangstervælde, vi ved godt, at islam er en nærtagende religion og derfor benyttes til vold og ballade. Nu bliver det sagt, og det findes der en vælgergruppe, som er helt tilfreds med.

Stram Kurs er knap nok et parti. Det er Rasmus Paludan. Han er til gengæld stærk på de sociale medier og var et fænomen, lang tid før han fik sit gennembrud via Blågårds Plads. Paludan styrer en række hjemmesider, der alle har stor gennemslagskraft. Mange af siderne har store følgergrupper, og han er dygtig til at engagere dem. Flere af hans videoer på YouTube bliver set og delt af flere end 100.000 danskere. Det er tal, som almindelige partier kun kan drømme om. Derfor kan hans valgkamp blive effektiv.

Rasmus Paludan skal følges, men han skal ikke have en særlig plads eller opmærksomhed. Paludan er et fænomen, der er ekstremt, og som udnytter tidens digitale medier, men det danske demokrati har tidligere huset stærkt kontroversielle personer, tænk blot på Mogens Glistrup, hvis parti Fremskridtspartiet kom i Folketinget i 1973 med 28 mandater.

Det danske demokrati er stærkt og skal nok holde til Stram Kurs og deres vanvittige leder.