Lars Løkke Rasmussen virkede faktisk oprigtig, da han midt i valgkampen lancerede ideen om en SV-regering.

Mange grinede imidlertid lidt i skægget, for med den borgerlige fløjs ringe meningsmålinger var det let at mistænke kaptajnen for den blå flåde for at surre sig fast til masten i et desperat forsøg på at redde sine egne skibe på bekostning af de allierede.

Med den hemmelighedsfulde optakt, hvor Lars Løkke pludselig sad til et pressemøde på et forlag og lancerede bogen 'Befrielsens øjeblik', hvor han gjorde sig overvejelser om en regering hen over midten, havde det prestigens skær fra en tryllekunstner på arbejde: Ta-daaaa! »Se, en hvid kanin, trukket durk op af hatten!«

Mette Frederiksen var da heller ikke sen til at affeje ideen med et skævt smil. Løkke fik 'smækket døren i hovedet', som han selv formulerede det.

De røde partier, der alt andet lige kom ud som vindere af valget, har dog tilsyneladende svært ved at finde hinanden.

Det er så problematisk at få de mange valgløfter om minimumsnormeringer og flere sygeplejersker til at gå op med de faktiske forhold i jernindustrien, at forhandlingerne søndag nåede en milepæl: De tangerede de omdiskuterede og besværlige regeringsforhandlinger i 'det sorte tårn' under Helle Thorning-Schmidts ledelse i 2011, hvor det tog 18 dage at formulere et regeringsgrundlag og konstituere sig.

Mindre dramaer har allerede udspillet sig i forhandlingerne, hvor De Radikale har undladt at møde op til en forhandling om klimapolitik.

Endnu er der lidt vej op til nyere tids rekord, der holdes af Danmarks seneste konservative statsminister, Poul Schlüter, som efter 24 dages forhandlinger kunne præsentere sin regering 3. juni 1988 efter valget 10. maj samme år.

Under dette forårs lange valgkamp syntes Mette Frederiksen, Morten Østergaard, Pia Olsen Dyhr og Pernille Skipper rørende enige om behovet for en 'ny retning' i det politiske arbejde. Men de langstrakte og besværlige forhandlinger om et regeringsgrundlag viser, at de under bordet pegede i hver sin retning, mens de sagde det.

S og V er, som partierne er tegnet op i disse år, tættere på hinanden, end de er på hinandens respektive fløjpartier.

Under valgkampen viste målinger, at danskerne var væsentligt mere klar på Løkkes idé, end politikerne var.

Interne målinger i Venstre viste, at 'Befrielsens øjeblik' blev et regulært vendepunkt for Venstre under valgkampen og gav partiet det momentum, der endte med at give partiet en pæn fremgang.

Hvis man ser bort fra traditionen om at opretholde et køligt, grænsende til det isnende, forhold mellem S og V, må man konstatere, at Lars Løkkes hvide kanin giver mere og mere mening. Det er tid til at overveje Løkkes vilde idé igen.