Sagen om 'influenceren' Fie Laursens afskedsbrev på det sociale medie Instagram har afstedkommet heftig debat.

I første omgang havde de publicistiske medier – som de presseetiske regler foreskriver – afholdt sig fra at skrive om den sørgelige hændelse, der heldigvis blev afmonteret uden fatalt udfald. Fie Laursens bror har oplyst, at Fie Laursen blev fundet og fik hjælp.

De presseetiske regler understreger, at selvmord eller selvmordsforsøg ikke omtales, medmindre en klar almen interesse begrunder det.

Men så kom børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) på banen og krævede, at bloggere og influencere som Fie Laursen bør kunne stilles til ansvar for opslag som det nævnte, og derfor blev alle medier nødt til at beskæftige sig med sagen.

Sandt er det, at gigantiske platforme som Facebook og Instagram i alt for mange år er løbet fra ansvaret for, hvad der ligger på deres platforme, hvor man kan finde de frygteligste ting.

Man kunne bestemt ønske sig, at sociale medier som Facebook og Instagram opprioriterede indsatsen med at finde belastende indhold og forholde sig til det hurtigere, end tilfældet er i dag.

Det vil givetvis være både dyrt og tidskrævende for tjenesterne at holde bedre opsyn med indholdet, men det ansvar kan vi godt tillade os at forvente, at de sociale medier – som næppe kan begrunde svigtet i økonomisk armod – tager på sig.

Uanset hvad, så er influencere og bloggere dog ikke journalister, og sociale profiler er ikke publicistiske medier.

Derfor er det også helt skævt, når børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil vil dadle Fie Laursen for afskedsbrevet, der rigtig nok ville være i strid med de presseetiske regler, hvis de ellers omfattede private, desperate nødråb, hvad de naturligvis hverken gør eller bør.

Havde ministeren forestillet sig at føre en sag ved Pressenævnet? Tvinge en berigtigelse igennem? Hvad skulle i så fald berigtiges?

I den omtalte sag er der delikate hensyn at tage i et felt, hvor grænsedragning er vanskelig at foretage.

Hvordan den enkeltes råb om hjælp over for risikoen for et muligt selvmords 'smitteeffekt'?

Hvor langt gælder den enkelte brugers ytringsfrihed på sociale medier, og hvornår bliver tech-giganternes indgriben i vores personlige opslag til censur?

Ministeren foreslår yderligere et kafkask system, hvor bloggerne skal have en pligt til at udpege en vifte af personer, som skal have kodeordet til bloggen eller profilen, så de kan fjerne et opslag, hvis de mener, at det overtræder de presseetiske regler, som Rosenkrantz-Theil har forklaret til Berlingske. Hvorledes skulle det nogensinde kunne håndteres eller kontrolleres?

Forslaget fra ministeren stiller langt flere spørgsmål, end det giver svar.

Præcis hvor mange følgere skal man have, før man går fra at være en privatperson til en 'medie-blogger/influencer'? Hvad er en social profil, og hvad vil det i det hele taget sige at have følgere?

Hvis en kunstner laver en playliste på Spotify, som mest er en musiktjeneste, men også lidt et socialt medie, og lægger en sang om selvmord på, hvad så? Og sådan kunne man blive ved, for det er et område fuldt af gråzoner og svære definitioner.

Alene af den årsag virker det uelegant og kejtet at lancere en uigennemtænkt politik med direkte afsæt i en personlig tragedie.