Skulle du en dag få lyst til at sætte dig på tilskuerpladserne i byretten, er sandsynligheden for, at gutten på anklagebænken hedder Muhammed frem for Mads, ganske stor.

B.T.s journalist Peter Astrup har opgjort andelen af personer med udenlandsk klingende navne, som i løbet af to uger var i retten for sager om vold, trusler om vold, røveri og narkokriminalitet i København, Aarhus, Odense og Aalborg. I de to uger – 39 og 40 – blev 321 personer fremstillet. 174 af dem havde tydeligt ikke-danske navne, hvor der var klart flest arabiske. Altså omtrent fifty-fifty mellem dansk og udenlandsk oprindelse.

Nu er en gennemgang af to tilfældige uger ikke nogen repræsentativ undersøgelse, og vi ved heller ikke, om de pågældende personer er udlændinge eller efterkommere. Men vores lille undersøgelse er ikke skæv i forhold til de seneste tal fra Danmarks Statistik, der viser, at efterkommere af indvandrere fra ikke-vestlige lande overtræder straffeloven næsten to en halv gang så ofte som den øvrige befolkning.

Spørgsmålet til en million er selvfølgelig: Hvordan løser vi det her enorme problem?

På Christiansborg handler det for de tre store partier, S, DF og V, om at stramme mest muligt. Det kan man nemlig vinde valg på, og med Nye Borgerliges indtog i dansk politik er der overbud på strammerkursen.

Men vil det virke konsekvent at sende udlændinge ud af landet efter første dom? Og er det løsningen at smide familier til kriminelle ud af deres lejligheder? Måske. Måske ikke.

B.T. foreslår, at regeringen nedsætter en arbejdsgruppe med de mest relevante fagpersoner, der sammen kan komme med konkrete anbefalinger til politikerne. Det kan være jurister, gadeplansmedarbejdere, politifolk, afhoppede bandemedlemmer og repræsentanter fra muslimske miljøer, der sammen skal drøfte løsninger.

Kommer fagkundskaben frem til, at det reelt kan have en effekt at smide flere kriminelle udlændinge ud af landet, så har politikerne et grundlag for at gøre op med internationale konventioner.

Kom bare i gang med at sætte holdet, Søren Pape og Inger Støjberg. Det er vores alle sammens tryghed, det gælder.