Bor du i en storby, skal du betale mere. Bor du på landet, skal du modtage mere.

Det er ønsket fra regeringen, der torsdag fremlagde sit nye udkast til det udligningssystem, der i grove træk flytter penge fra landets rigeste kommuner til de fattigste.

Hvilket så igen betyder, at der flyttes penge fra byerne ud på landet.

Statsminister Mette Frederiksen havde på forhånd varslet ønsket om, at der skal udlignes endnu mere mellem kommunerne, end der allerede bliver i dag.

I dag er det primært de velhavende kommuner i Storkøbenhavn, Nordsjælland og Østjylland, der holder for, og sådan skal det også være fremover, hvis det står til regeringen. Men i endnu højere grad end i dag med den nye reform.

Samlet set ønsker regeringen nemlig, at der skal omfordeles yderligere 1,2 milliarder kr. oven i de 18 milliarder kr., der allerede i dag flyttes rundt mellem landets 98 kommuner.

10 kommuner står til at betale mere end 10.000 kr. pr. indbygger til fattigere kommuner.

Det gælder Gentofte, Frederiksberg, Dragør, Rudersdal, Hørsholm, Lyngby-Taarbæk, Furesø, Allerød, Solrød og Egedal.

I den anden ende af skalaen kan kommuner som Læsø, Ærø, Tønder, Guldborgsund, Bornholm, Lolland, Langeland, Brøndby og Ishøj se frem til at modtage mere end 10.000 kr. per indbygger som konsekvens af udligningen.

Ifølge udspillet kommer 58 kommuner til at få en økonomisk gevinst med udligningsreformen, mens 34 kommuner vil skulle afgive mere.

Kun seks kommuner vil opleve reformen som omtrent økonomisk neutral.

For mange borgere i de kommuner, der skal af med penge, virker ordningen næppe helt retfærdig.

Det er i forvejen dyrere at bo i København eller Aarhus end på Langeland eller i Guldborgsund, hvor man typisk kan købe en villa for samme pris som en mindre lejlighed på stenbroen.

Det gør det bestemt ikke bedre, at ordningen er så svær at gennemskue, at Astrid Krag beredvilligt tilkendegav, at hun ville være 'Komiske Ali', hvis hun påstod, at udligningssystemet bliver enkelt at forstå, selv med regeringens ændringer.

Hvis staten ønsker at tilgodese vandkants-Danmark, eller hvad man ønsker at kalde det, er det rimeligt nok, hvis man prioriterer med statslige midler at tilgodese udkanten med udviklingsprojekter eller andre rare sager.

På samme vis kan man hen ad vejen udlægge offentlige arbejdspladser, efterhånden som de opstår – men uden at tvinge folk, der allerede er i arbejde, til at rykke tilværelsen op ved rode for at flytte med mod deres oprindelige vilje.

Det er et legitimt mål at ville sikre velfærd og vækst uden for de store byer i Danmark, men det er ikke en opgave for den enkelte borger, der ønsker at bosætte sig i en storby.

Regeringen ønsker at skabe 'et Danmark i balance', men har med elefantens finesse i glasbutikken ikke bedre ideer end at skrue yderligere på 'storby-skatten'.

Flere og flere danskere ønsker at bo i eller nær de største byer. Det kan man ikke med rimelighed straffe dem hårdere og hårdere for økonomisk.