Liberal Alliance er i seriøs kamp for at overleve som parti.

Det var nok ikke lige den opgave, unge Alex Vanopslagh sagde ja til, da han påtog sig formandsposten efter partiets stifter, Anders Samuelsen, blev vraget til Folketinget.

Opgaven synes monumental, og da Jacob Rosenberg, medlem af Regionsrådet i Region Hovedstaden, tirsdag meddelte, at han også forlader den liberale (synkende) skude, synes opgaven blot at vokse yderligere.

Der har dog været få positive meldinger for Vanopslagh, siden den første faneflugt begyndte med Christina Egelunds exit efterfulgt af folketingsmedlem Simon Emil Ammitzbøll Bille. Siden kaosugen har LA fået et nyt medlem af kommunalbestyrelsen i Roskilde, da viceborgmesteren sprang over fra Venstre.

Siden fulgte Merete Riisagers melding om, at hun alligevel ønsker at fortsætte i politik. Riisager forlod Folketinget frivilligt med stærke resultater fra sin tid som undervisningsminister. De andre partier var ikke altid tilfredse med hendes håndtering af de politiske forhandlinger, men ingen kunne slå hende på faglighed og beslutsomhed. Det giver positive anmærkninger hos liberalt sindede og Merete Riisager står flot i det bagland, der endnu er tilbage.

Hun ønsker nu at stille op som landsformand og erstatte den tidligere landsformand Leif Mikkelsen. Der er ingen tvivl om, at det vil styrke unge Vanopslaghs gennemslagskraft i baglandet og give en vis tro på, at der er en vej frem og en politisk fremtid for Liberal Alliance.

Partiet skal kæmpe med næb og kløer, hvis det ikke skal blive endelig udraderet ved næste valg. For i kulissen lurer et nyt parti, stiftet og styret af de netop frafaldne politikere, der har tidligere var kernen i Liberal Alliance. Rygterne er tykke, og det virker, som om det er et spørgsmål om tid, før de springer ud.

Der er gået inflation i nye partier i Danmark og det er i særlig grad gået ud over den borgerlige lejr.

I 70'erne var det den yderste venstrefløjs små partier, der brugte al deres tid på at bekæmpe hinanden i små variationer af den samme overbevisning. Resultatet var et langt liv i ligegyldighed. Den borgerlige blok risikerer i den grad det samme med flere nye partier.

Der er ikke en samlet efterspørgsel på flere borgerlige partier. Tværtimod.

Mette Frederiksen og Martin Rossen må slå sig på lårene af grin i Statsministeriet over den borgerlige dødsspiral. Klaus Riskær Pedersen har netop besluttet sig for at fortsætte sit ligegyldige parti. Et nyt liberalt parti vil blot tage stemmer fra andre borgerlige partier, uden at nogen opdager hvorfor. To nye partier er dårligt nyt.

Det er naturligvis en styrke for demokratiet, hvis alle kan se sig repræsenteret på stemmesedlen. Men ønsker man en borgerlig regering efter næste valg, er dette en forkert retning.

Nej tak til flere partier.