Politik er en kontaktsport, og magtkampe er en helt nødvendig og naturlig del af spillet, selvom det ikke altid er lige kønt at se på.

Men ét er magtkampe som den, der netop har udspillet sig i toppen af Venstre, og som både kostede Lars Løkke posten som formand og Kristian Jensen tjansen som partiets næstformand.

Noget andet er det giftige og langstrakte efterspil til samme magtkamp, der i disse dage ruller sig ud som en trafikulykke i slowmotion i medierne.

Lars Løkke Rasmussen er krøbet nogenlunde tavs i skjul, men lagde alligevel et svirp med halen ud på Facebook, da han med den underspillede indledning “Næppe nogen større interesse for det i dag, men her er det forslag til landsmødeudtalelse, jeg gerne ville have bedt et fremrykket landsmøde i Venstre at tage stilling til”, mellem sidebenene kom ud med sin side af sagen, selvom det på alle måder var for sent i forhold til alt andet end egen forfængelighed.

Siden har også Søren Pind og Kristian Jensen kastet mudder.

Efter Kristian Jensens famøse interview i Berlingske, der satte fut i fejemøget i Venstre, forudså og frygtede Søren Pind, at der ville være “personfnidder i Venstre en rum - rum - tid endnu,” som han skrev på sin profil på Facebook.

Nu har han så lanceret sin bog 'Frie Ord', der bestemt ikke savner ‘personfnidder’. Pind opfyldte dermed egen profeti.

I bogen beskylder Søren Pind - omend lidt indirekte - således Kristian Jensen for at stå bag den lækage af bilag, der bragte Lars Løkke i strid modvind som formand. Lækket skulle være et led den “enorme illoyalitet” og “undergravende virksomhed” af Lars Løkkes autoritet i partiet, som Jensen angiveligt skulle have bedrevet.

Selv nægter Jensen det hele. I en replik på Facebook skriver han således:

'Søren Pinds udokumenterede påstande om mig har ingen hold i virkeligheden. Jeg har aldrig haft adgang til Løkkes eller andres bilag,' efterfulgt af et personligt kontraslag rettet mod Pinds kæbe: 'Sørens behov for opmærksomhed er desværre så stort, at han forvrænger virkeligheden. Men det sælger nok nogle bøger, og man må håbe, at en salgssucces kan mindske Sørens bitterhed med tiden. Det må ikke være en rar følelse at være så opslugt i.'

Det er bestemt ikke kedeligt at følge med i de store politiske figurers slagudvekslinger, men de er i fuld sving med at omdanne slagmarken til en ormegård. Deres respektive forsøg på selv at fremstå så godt som muligt ved at få andre til at se så ringe ud som muligt, er et ræs mod bunden.

De ellers så højtagtede V-ikoner har alle muligheden for at skrive sig ind i de historiske beretninger med lovord og æren i behold. Men den mulighed gambler de med netop nu.

Det ville tjene dem alle til ære at indse, at nok kan de hver især noget at tabe - men ingen af dem så meget, som Venstre risikerer at tabe.