Mister Perfect i dansk politik har fået både ridser og buler i lakken.

Kristian Thulesen Dahl, der ellers i et årti er blevet udpeget til at være enhver svigermors drøm og den bedste forhandler på Christiansborg, ser sit parti på en lang rutsjetur. Vælgerne løber nærmest ud af partiet og har gjort det siden den voldsomme valgsejr, der sendte partiet ind som det næststørste parti.

De seneste målinger viser, at partiet nærmer sig 10 procent, og dermed skal partiet sige farvel 15 folketingsmandater.

De fleste spørger sig selv, og det gør de vel også i partiet: 'Har vi nået bunden – er der et nedre niveau?'

Dansk Folkeparti er naturligvis presset af flokken af nye partier til højre for partiet. Nye Borgerlige har længe hugget store vælgergrupper ud med en strammere udlændingepolitik og en liberal økonomisk politik. Men med Stram Kurs og Rasmus Paludan på scenen er både Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige blevet overhalet indenom på udlændingespørgsmålet, der åbenbart har et stort tag i bestemte vælgergrupper.

Paludan siger det unævnelige: Smid dem ud. Så langt kan et ansvarligt parti, der ønsker at være kongemager, slet ikke tillade sig at være på udlændinge- og integrationsområdet.

Presset udefra kommer også fra Socialdemokraterne, der med et markant skifte på udlændingeområdet nu siger det samme som Thulesen Dahl. Det har fået gamle socialdemokrater, der søgte ly hos Dansk Folkeparti, til at søge tilbage.

Det nye er, at partiet nu også møder intern kritik. I dagens Politiken klager Ib Poulsen, medlem af Folketinget, over en slap kurs over for regeringen. Der mangler kant, mener han. Det usædvanlige er, at kritikken overhovedet opstår, for partiet er kendt for en stærk topstyring og en sikker næse for at tage sejrene hjem. Ib Poulsen står ikke alene, men der er ikke nogen, der ønsker at lægge navn til kritikken, da B.T. ringede rundt for at høre de mange medlemmer i valgkamp.

Kritikken skal nok også ses i lyset af, at 15 folketingsmedlemmer risikerer at miste deres sæde efter 5. juni. Alligevel kan Thulesen Dahl ikke være ligeglad, for som målingerne fortsætter nedad, og valget nærmer sig, vil kritikken uvægerligt vokse.

Kristian Thulesen Dahl forsøger at placere Dansk Folkeparti i en central position på midten af dansk politik, der hvor De Radikale tidligere har boet. Herfra kan han måske alligevel få den indflydelse, som de borgerlige partier står til at miste. Thulesen Dahl kan med den placering leve med at miste opbakning fra både vælgere og folketingsmedlemmer.

Trods pres udefra og indefra er det alt for tidligt at skrive Dansk Folkepartis svanesang.