I dag blev 13-årige Atcharapan 'Mint' Yaungyai sendt på en flyver til Bangkok.

Årsagen er, at hun har fået afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse og derfor skal tilbage til Thailand, hvor hun er født.

»Efter vores opfattelse har hun ikke en sådan tilknytning til Danmark, at der er grundlag for vellykket integration her i landet. Hun har heller ikke mulighed for at opnå en sådan tilknytning,« lyder begrundelsen fra Udlændingestyrelsen.

Begge Mints forældre er da også fra Thailand, men moderen er i dag dansk gift og har med sin nye mand fået en søn - som altså er Mints lillebror.

»Sidste mandag startede Mint i 7. klasse på Hastrupskolen, fordi hun netop er blevet så god til dansk, at hun kan følge med i en normal folkeskoleklasse, og tirsdag får hun så at vide, at hun skal ud af Danmark, fordi hun ikke kan integreres. Det giver ingen mening,« har Mints danske stedfar, Frank Thøgersen, udtalt til B.T.

Sagen om Mint der ikke kan få lov at blive i Danmark hos sin mor, papfar og halvlillebror. Her ved afrejse fra Kastrup Lufthavn. Frank Thøgersen (papfar i blåt), Ratre Thøgersen (mor i lys frakke) og Atcharapan 'Mint' Yaungyai (pigen). Der var desuden venner af familien tilstede.
Sagen om Mint der ikke kan få lov at blive i Danmark hos sin mor, papfar og halvlillebror. Her ved afrejse fra Kastrup Lufthavn. Frank Thøgersen (papfar i blåt), Ratre Thøgersen (mor i lys frakke) og Atcharapan 'Mint' Yaungyai (pigen). Der var desuden venner af familien tilstede. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Jeg føler, at Mint er min egen datter. Jeg har kendt hende, lige siden jeg mødte hendes mor for første gang i 2013, og hun kalder mig 'far' – vi er jo en familie,« sagde han videre.

Sager om ophold i Danmark skal naturligvis ikke afgøres af udslaget på følelsesregisteret, men omvendt må man forvente, at der ligger en fornuftig vurdering af muligheden for integration bag sådan et afslag.

Skoleinspektøren på den skole, Mint gik på, har oplyst til os, at skolen ikke er blevet kontaktet i den forbindelse - hvad man vel må anse for en oplagt part at høre i sådan en sag.

Som reglerne er i dag, er det imidlertid helt ligegyldigt, om en pige som Mint reelt er integreret, taler dansk og har udsigter til at kunne indgå problemfrit i samfundet.

Om det fra myndighedernes side er muligt at integrere en pige som Mint, beror udelukkende på skrivebords-fakta som, hvor gammel hun er, og hvor længe hun har boet i Thailand uden sin mor. Man kigger ikke på den konkrete sag, men udelukkende på nogle faste indstillinger.

Sagen er imidlertid ikke uden fortilfælde. Andre unge mennesker har tidligere fået samme besked om, at de var umulige at integrere, men flere er ad omveje alligevel vendt tilbage og lykkedes med at få en tilværelse i Danmark. Som fint integrerede.

Det er ikke holdbart, at sager som disse afgøres fra skriveborde alene uden kontakt til mennesker eller instanser, der kan vurdere den enkelte sag konkret.

For tilbage står en iturevet familie i en absurd situation: Mint er 'umulig at integrere', mens faktum er, at det er hun allerede.