Socialdemokraterne er blevet taget med bukserne nede.

En mail fra socialdemokraternes politiske kampstyrke (AIA) blev ved en fejl sendt til en journalist fra Jyllands-Posten.

Her beskriver socialdemokraterne, hvordan der skal forhandles om udligning samtidig med, at de samme partier skal angribes i offentligheden af en socialdemokratisk twitterhær.

Det er decideret pinligt og ødelæggende for den tillid til politikere, som statsminister Mette Frederiksen bekymrer sig om.

Statsministeren taler ofte om tillidskrisen mellem vælgere og politikere og har flere gange ønsket større ærlighed og åbenhed. Senest ved sin åbningstale i oktober.

Det er helt sikkert ikke denne form for åbenhed, Mette Frederiksen tænker på, når hun holder taler, men nu ved vi alle, hvad socialdemokraternes ansatte benytter deres tid og vores penge på.

Det er ikke overraskende, siger insidere på Christiansborg i dag. For alle os andre er det alligevel overraskende, at det er så kynisk, og det bekræfter vores værste forestillinger om livet på Borgen. Det er et åbenlyst spil med helt egne regler og med os, vælgerne, som tilskuere og faste betalere.

Mette Frederiksens finansminister, Nicolai Wammen, og indenrigsminister, Astrid Krag, bad med stor patos om mere seriøsitet og mindre 'Christiansborg-fnidder' i fredags, imens var statsministerens mænd og kvinder i gang med at sprede den plan, der skal genere og nedkæmpe de samme partier, de forhandler med.

Hykleri, vil de fleste kalde det, og alenlangt fra den måde, man forhandler på i erhvervslivet.

Her skal man netop skabe fortrolighed mellem forhandlerne, så man kan lave resultater, begge parter kan stå ved.

Venstre solede sig hele mandag i offerrollen, skønt arbejdsmodellen ikke er dem helt fremmed. Partiet ser nu chancen for at ydmyge statsministeren og forlanger en undskyldning og vil have Frederiksen for bordenden af forhandlingerne.

Nicolai Wammen leverede den ønskede undskyldning på egne og regeringens vegne, men det er formentlig ikke nok for Venstre, der nu lugter blod.

Mette Frederiksens åbningstale i oktober handlede hovedsageligt om troværdighed. Om vælgernes lave tillid til politikerne. Hun opfordrede alle medlemmer af Folketinget til at have en fælles ambition om at være den 'allerbedste udgave af Christiansborg'. Hun lovede større ærlighed og ville afstå fra det sædvanlige fnidder.

Talen er deprimerende læsning i dag. Den afslører det totale hykleri og en villighed til at lyve vælgerne lige op i ansigtet fra Folketingets talerstol.

Hvis Mette Frederiksen virkelig mener sin åbningstale, skal hun fyre sin håndgangne mand i Statsministeriet, Martin Rossen, og Mads Brandstrup fra Finansministeriet, der står bag den planlagte dobbelte strategi. Det ville være passende.

Men så vigtig er tillid og troværdighed formentlig alligevel ikke på Christiansborg.