Der er allerede sagt og skrevet meget om statsminister Mette Frederiksens markante nytårstale.

Nytårstalen blev brugt til at forme Mette Frederiksens brand som 'børnenes statsminister'.

31 gange brugte hun ordet 'børn'. Til sammenligning nævnte hun klimaet fire gange. Tidligere pension en enkelt gang.

Der er absolut intet galt med ønsket om at passe på vores allesammens børn. Det er en ædel mission at ville passe på de kommende generationer og give dem den bedst mulige start på livet. At der skal gøres noget særligt for de mest udsatte børn, er også svært at være uenig i.

Men det vakte med god grund opsigt, at Mette Frederiksen fremsatte det selvstændige mål, at flere udsatte børn skal have et nyt hjem.

Selvom antallet af anbragte børn er faldet i de senere år, er antallet af anbringelser uden samtykke – dem, vi også kalder for tvangsfjernelser – steget og således allerede i vækst.

Det er en selvstændig pointe, at der er risiko for fejl, når staten griber ind i familier – senest er det blevet afdækket, hvordan der er sket stribevis af fejl i børnesager i  Frederiksberg Kommune.

Der er selvfølgelig situationer, hvor forholdene i familier kan blive så bedrøveligt miserable, at tvangsfjernelse eller bortadoption er eneste løsning.

Men familien er som udgangspunkt det bedste sted for et barn at vokse op, hvorfor målet naturligvis må være, at færre børn skal fjernes fra deres familier – ikke flere.

Det svarer til på forhånd at give op og vælge de næstbedste løsninger for børnene.

Mette Frederiksen er klar over, at hendes holdning på dette punkt deler vandene:

»Jeg ved godt, at det ikke er alle, der vil være enige med mig. Nogle vil sige, at vi skal forebygge mere. Hjælpe familierne. Det skal vi. Men det vil ikke være nok,« uddybede hun også i sin nytårstale.

Mette Frederiksen har med andre ord mere tiltro til, at staten griber resolut ind og opløser en familie, end at den griber en familie, der er på vej i opløsning.

På den måde bliver man muligvis børnenes statsminister – men i Omvendtslev, hvor alt er vendt på hovedet.

Mette Frederiksen sammenligner selv visionen om flere anbringelser uden for familien med væsentlige tiltag til børnenes bedste, som Danmark tidligere har indført: Beslutningen om, at alle børn skulle modtage undervisning, samt afskaffelsen af børnearbejde og senest revselsesretten.

»Også dengang mente nogen, at de voksnes ret kom først,« argumenterede Frederiksen.

Sammenligningen er imidlertid uholdbar. I spørgsmålet om anbringelser uden for hjemmet er der ingen, der vil vægte voksnes ret over børns.

Tvangsfjernelser er den måske mest voldsomme måde, samfundet kan gribe ind over for en familie. Vi skal arbejde for at løse familieproblemer med blød og ikke hård magt. Til fordel for både børnene og de voksne medlemmer af familierne.