Da Rasmus Paludan tog i Fælledparken 1. maj for at skabe virak om sin sag og egen person, måtte politi i flere lag passe på ham.

I en indhegning, indhegnet i endnu en indhegning stod han og enkelte støtter og kastede med en bog, man måtte gå ud fra, var en koran.

»Snart skal vi brænde den store luderbog!« bekendtgjorde Paludan med finesse og elegance som en flodhest i træsko, inden han med en sangstemme, der lod en del tilbage at ønske, musikalsk maltrakterede Johannes Ewalds 'Kong Christian stod ved højen Mast', hvor 'Niels Juel gav Agt paa Stormens Brag' og 'heysede det røde Flag'. Uden videre reference til de mange røde faner, som mere traditionelle 1. maj-deltagere havde medbragt til Fælledparken.

Hvis politiet ikke passer på Paludan, når han laver sine happenings, er han åbenlyst i livsfare. Det fik man vished for, da han demonstrerede på Nørrebro, hvor en blanding af voldsparate indvandrere og autonome, såkaldte antifascister, satte Københavns gader i brand og også fik efterladt en håndgranat på Blågårds Plads.

Fremskridtspartiets leder, Mogens Glistrup, overhældt med maling i Fælledparken første maj.
Fremskridtspartiets leder, Mogens Glistrup, overhældt med maling i Fælledparken første maj. Foto: Bent K Rasmussen
Vis mere

Da Fremskridtspartiets Glistrup i 80'erne tog i Fælledparken 1. maj med samme ønske om at provokere og skabe opmærksomhed om sin sag og person, foregik det noget anderledes.

Godt nok var heller ikke han videre velkommen, og demonstranter mødte Glistrup med kasteskyts i form af rådne æg og maling.

Ifølge Berlingskes artikler fra begivenheden jagtede en gruppe mennesker den kontroversielle partiformand og råbte 'i søen med Glistrup'.

Med hjælp fra betjente undgik Glistrup dog at få våde sokker, og da han året efter igen tog i Fælledparken 1. maj, var det med en tennisketsjer, så han kunne smashe demonstranternes kasteskyts retur.

Mogens Glistrup på talerstolen i Fælledparken 1. maj.
Mogens Glistrup på talerstolen i Fælledparken 1. maj. Foto: JØRGEN JESSEN
Vis mere

Selv om optrinnet dengang var alvorligt nok, evnede de stridende og uenige parter hver især at garnere alvoren med et gran af humor.

Et træk, der dengang godt kunne titte frem i selv drabelige konflikter.

Som da BZ'erne året før Glistrups første optræden i Fælledparken havde undgået en voldsom og voldelig konfrontation med politiet ved at flygte fra et besat hus, Allotria-huset, gennem en tunnel, de havde gravet under vejen. 'Vi bestemmer selv, hvornår vi vil slås,' var beskeden på et banner, da de kampklædte betjente stormede det tomme hus.

Hvor er de hjemmegravede tunneler i dag? Hvor er overskuddet, og hvor er nutidens svar på Glistrups tennisketsjer?

Man må konstatere, at nutidens kombattanter er både mere platte og mindre elegante end datidens. Desværre.