Radio er hot stuff.
I den forgangne uge viste Radio24syv med udsendelsen af 'Hele Danmarks Ghita', at en radiodokumentar i dén grad kan sætte dagsorden.
På den politiske scene er radio også et hot emne, fordi betingelserne for samme radiostation er oppe i luften.
I juni sidste år indgik regeringen og Dansk Folkeparti et medieforlig, og frem mod 1. marts i år skulle betingelserne for det kommende udbud på radiokanalen FM4, som Radio24syv har sendt på de seneste otte år, være klar. Allerede 31. oktober i år udløber radioens nuværende sendetilladelse.
Men betingelserne for det kommende udbud er endnu ikke på plads.
Dansk Folkeparti ønsker, at store dele af radioens medarbejdere skal arbejde langt væk fra hovedstaden.
I begyndelsen lød kravet, at radioens administration og mindst halvdelen af de redaktionelle kræfter skulle sidde mindst 110 kilometer fra hovedstaden.
Nu har DF imidlertid tilkendegivet, at de både ønsker en større andel af redaktionen placeret uden for København, og at afstanden skal være større end 110 kilometer.
Da det sidste år blev besluttet, at Danmarks Radio skulle spare 20 procent over fem år, var det uskønt at se, hvordan politikerne efterfølgende forsøgte at blande sig i, hvordan DR skulle føre besparelserne ud i livet.
På samme måde er det uskønt at se, hvordan politikerne i forhold til FM4 med indædt nidkærhed forsøger at strikke et udbudsmateriale så kryptisk sammen, at man skal slå voldsomme knuder på sig selv, hvis man ønsker at søge sendetilladelsen fra hovedstaden.
I forhandlingsforløbet er Dansk Folkeparti tilsyneladende ved at fortolke armslængdeprincippet som armslængden mellem en dukkefører og en hånddukke.
Naturligvis kan der laves glimrende licensfinansieret radio fra provinsen. Og flere har da også allerede udvist interesse for at påtage sig opgaven.
Spørgsmålet er dog, om radio kun kan blive for provinsen af at blive lavet fra provinsen.
I dag har Radio24syv fra sit hovedsæde i København masser af lyttere i hele landet.
Politikerne skal sætte nogle – vide – rammer for et udbud, og så skal det være op til de interesserede mediehuse at komme med bud på, hvordan man bedst muligt udfylder disse. Til størst mulig glæde for lytterne. Ikke politikerne.
Ved sidste udbudsrunde, der blev afgjort i 2011, fik politikernes minutiøse krav til den kommende radio interesserede mulige drivere af radioen til at trække følehornene til sig, fordi de fandt detaljestyringen for snærende.
Alle taber, hvis det endelige udbud bliver strikket sammen på en sådan måde, at kompetente mulige ejere trækker sig på forhånd. I særlig grad risikerer lytterne at tabe. De lyttere, der betaler gildet.
