Når din kæreste eller ægtefælle dør, gør du klogt i at sætte dit liv på pause og undlade umiddelbart efter at indlede et nyt kærlighedsforhold. I det mindste ikke før, du har gennemlevet en passende sorgperiode i ensomhed og cølibat.
Sådan synes en del mennesker at mene, men det er naturligvis vrøvl fra ende til anden.
I en serie artikler har B.T. sat fokus på den store livsomvæltning, det er, når man pludselig får revet sin ægtefælle, kæreste, livsfælle væk.
Flere beskriver, hvordan de oven i sorgen over at have mistet en nærtstående også skal tackle omverdenens fordømmelse, hvis de er så heldige at møde kærligheden igen.
Flere synes at mene, at man kan være upassende tidligt på den, hvis man lader livet gå videre 'for hurtigt', hvad 'upassende tidligt' så end er.
I serien har 29-årige Maria Pedersen fortalt om, hvordan både hendes afdøde mands venner og bedsteforældrene til hendes børn slog hånden af hende, da hun fandt en ny kæreste efter et år.
Mette Nybo har fortalt om, hvordan hun selv følte, at hun afsluttede ægteskabet ved sin mands kiste, men at andre mente, at det var alt for tidligt, da hun tog på en Tinder-date syv uger efter.
62-årige Lillian Tuemose har ligefrem oplevet at modtage en anonym hademail i et frygteligt sprog, da hun begyndte at date tre år efter, hendes mand, Vagn, døde af en blodprop:
'Hej, din gamle, grimme, fede luder. Kan du huske Vagn, din mand?' lød den horrible indledning på den særdeles nederdrægtige besked.
Det er påfaldende, at alle historierne om fordømmelse stammer fra kvinder – dømmer vi hårdere, når det er kvinder, der forsøger at komme videre i livet efter stor sorg, end hvis mænd forsøger det samme?
Hvis man tænker efter, vil man muligvis være nødt til at erkende, at en lille fordømmende tanke muligvis godt kunne indfinde sig, hvis det udspillede sig i ens egen familie eller omgangskreds. Måske en følelse med rod i en form for (misforstået) respekt for den afdøde.
Men uanset hvad vi bydes, går livet videre for de tilbageværende. Det er til absolut ingen nytte, at man går og spilder sit kostbare liv, fordi andre måtte have særlige forventninger til, hvornår det er passende at begynde at elske igen.
Det er naturligvis helt legitimt, hvis man har brug for en periode til at finde sine ben, efter at man har mistet. Og det er naturligvis langtfra sikkert, at man igen finder én, som man svinger lige så godt med, som den, man mistede. Nogen vil muligvis aldrig igen få lyst til at kaste sig ud i et nyt forhold. Helt fint.
Men vi skylder at støtte – ikke udskamme – mennesker, der har mod på at kaste sig ud i livet på ny.
