Det er voldsomt grænseoverskridende at være offer for en indbrudstyv. Det er både ærgerligt at miste sine ejendele og intimiderende at vide, at en fremmed har rodet rundt i alt det private.

Derfor er det let at blive enig med sig selv om, at indbrudstyve er nogle slamberter, og det er da heller ikke på nogen måde ærindet at levere et forsvar for deres handlinger her.

Men det betyder ikke, at der ikke kan være noget at tage til efterretning fra en indbrudstyv. B.T. har gennem flere måneder skrevet artikler om de voldsomt lange ventetider hos politi og domstole, man oplever, hvis man er så uheldig at blive udsat for såkaldt borgerrettet kriminalitet som vold og indbrud.

Vi har hørt fra utallige ofre, der lider under de lange ventetider, fordi de gerne vil have afsluttet deres sager. Lukke de ubehagelige kapitler. Komme videre med deres liv.

Nu står den første gerningsmand frem i artikelserien.

Umiddelbart kan det undre, at vi skal bruge spalteplads og tid på at beskæftige os med en person som Daniel Iversen, der selv oplyser, at han har begået mellem 350 og 400 indbrud i folks hjem.

Men faktisk er der vigtige lektier at notere sig, når man læser Iversens historie.

Den kriminelle løbebane havde rod i et stofmisbrug, der udløste et konstant behov for at skaffe sig adgang til rigelige mængder af kolde kontanter.

For det første viser hans historie, at det er muligt at vende en negativ spiral og gøre op med en forkert vej i livet.

Efter en fængselsdom har Daniel Iversen lagt sit liv om. Han er nu knyttet til Trygfonden, som han som dømt indbrudstyv hjælper med at fortælle om sin erfaring.

»Uanset hvor langt, du kommer ud, er der altid en vej tilbage,« som han udtrykker det.

Når han kigger tilbage på den pågældende periode af sit liv, er han ikke stolt. Anger gør det lettere at tilgive.

En anden vigtig lektie fra den tidligere indbrudstyv er denne:

I begyndelsen var Daniel Iversen ræd for at blive snuppet af politiet, når han lavede sine indbrud.

»'Uha, bare politiet ikke kommer og anholder mig',« som han selv genfortæller følelsen.

Men efterhånden, som han fik mere og mere rutine med at tiltvinge sig uvelkommen adgang til private hjem og lette dem for bekosteligt indbo, skete der noget:

»Efterhånden som jeg begik flere indbrud, og der ikke kom noget politi, så frygtede jeg ikke længere at blive fanget. Jo flere indbrud jeg lavede, jo mere kunne jeg se, at det var pisse let,« fortæller han i B.T.s interview.

Alene af den grund er politiet nødt til igen at tage den nære borgerrettede kriminalitet dødsens alvorligt.

Indbrudstyvene må ikke have så let spil, at de ikke engang skælver på hånden eller sveder under armene, når de lusker ud på rov.

Hvis hverken indbrudstyvene eller lovlydige borgere kan regne med politiet, mister alle tilliden til systemet.