Der er sprækker i kriseberedskabets sammenhold.

Det er ikke godt.

Statsminister Mette Frederiksen lukkede grænserne fredag aften uden at begrunde det yderligere. De fleste forstod og accepterede det helt usædvanlige skridt af hensyn til den sundhedsmæssige udfordring.

Men på lørdagens pressemøde benyttede de sundhedsfaglige myndigheder med direktør Søren Brostrøm i spidsen dele af pressemødet til at forklare, at det ikke var på hans og Sundhedsstyrelsens anbefaling. Resten af lørdagen stod nuværende og tidligere sundhedsfaglige personer i kø for at forklare, at det ikke har nogen betydning for at bekæmpe smitten, om vi lukker grænsen.

Hvis der først er 1.000 smittede inden for grænsen, gør det ingen forskel, om der kommer en eller to mere, forklarede en epidemiolog flere steder.

Beslutningen var statsministerens og hendes alene.

Søndag klokken 12 præsenterede Mette Frederiksen sin hjælpepakke til erhvervslivet på et stort pressemøde i Statsministeriet. Hun svarede også på spørgsmål om de lukkede grænser og den manglende anbefaling fra sundhedsmyndighederne.

'For ganske få uger siden var der en række myndigheder, der mente, at smitten ikke ville komme til Danmark, og at den ikke var farlig.'

En åbenlys og direkte lussing til de sundhedsmyndigheder, der har stået ved siden af statsministeren på mange pressemøder. De tog fejl, er den underliggende konklusion.

Det er en voldsom og direkte kritik af de myndigheder, der er sat i spidsen for at vurdere, hvor alvorlig smittefaren er, og hvilke redskaber der skal tages i brug.

Det er åbenlyst, at smittefaren fra Norditalien og Østrig er blevet undervurderet, og statsministeren erkender det på sundhedsmyndighedernes vegne. Der kommer naturligvis et efterfølgende opgør.

Mette Frederiksen er ikke tilfreds og har derfor taget på sig at træffe de ubehagelige beslutninger – uden om myndighedernes råd. Det er ganske enkelt nyt at træffe den slags drastiske beslutninger uden et fagligt grundlag.

Der må være udlignet nu mellem Statsministeriet og Sundhedsstyrelsen og dermed psykologisk overskud til at komme videre. Det er vigtigt, at der bliver besluttet og kommunikeret i fællesskab. Det er lykkedes overbevisende godt indtil nu.

Statsminister Mette Frederiksen har vundet en enorm tillid i befolkningen med sin beslutsomhed og sin direkte kommunikation til befolkningen. Hun fremstår både ærlig og kompetent. Men der bliver slidt på den tillid, når beslutninger ikke bliver ordentligt, åbent og fagligt begrundet.

Statsministeren har en pointe i, at der skal handles nu og her. Hellere handle end vente. Hun har ikke behov for evidens, som de sundhedsfaglige myndigheder har. Tid er det eneste, hun ikke har. Derfor stoler befolkningen på, at de vidtrækkende indgreb sker til alles bedste.

Derfor er det vigtigt, at statsministeren og sundhedsmyndighederne finder fodslag igen. I skal helst beslutte det samme. I skal helst kommunikere det samme. I hænger sammen.

Grænsen er lukket, og livet skal gå videre.

I skal gå forrest.