Mint og de 69 andre børn og unge mennesker, der blev smidt ud af landet, kan nu vende hjem.

Endelig, kan man roligt konstatere.

De unge mennesker, der næsten alle sammen kommer fra Asien, blev fanget i en latterlig integrationsvurdering, der reelt aldrig var en vurdering af de unge menneskers muligheder for at komme til at fungere i Danmark.

De unge mennesker er alle flittige, taler dansk, passer deres skole og har forældre, der både vil passe og opdrage dem som danske borgere.

De er alle milevidt fra de parallelsamfund, der reelt eksisterer rundt om i landet.

Mint og de andre børn blev fanget i et virvar af regler, der skulle forhindre unge muslimske børn i at blive sendt i koranskoler. Det var nobelt nok, men den lov virkede bare ikke efter hensigten.

B.T. har i utallige artikler gennem snart 10 måneder beskrevet de tossede regler, der sendte 70 børn ud af landet, og som splittede ganske almindelige danske familier. Mange måtte flytte ud af landet til enten Malmø eller Flensborg for gennem EU-regler i henholdsvis Sverige og Tyskland at kunne vende hjem igen. Alle med bristede illusioner om et retfærdigt Danmark.

I politik er der en grundregel. Hvad der ikke kan forklares – kan ikke forsvares.

Det glemte de borgerlige politikere, ikke mindst i Venstre, der var ubøjelige og trak en løsning ud i det uendelige.

Mint har siddet i Thailand i flere måneder helt uden grund. Nu kan hun komme hjem.

Det bliver en fest i Herfølge, hvor hun bor, men det bør være en lektion til de borgerlige partier og politikere.

Danske vælgere er ikke så tossede og så bange for udlændinge, at de ikke kan kende forskel på mennesker, der gerne vil integrere sig her – som Mint – og dem, der vil udnytte systemet.

Den krakilske tolkning af, hvordan loven og myndighederne skal behandle andre mennesker, fordi de har en anden hudfarve og nationalitet, tabte. De borgerlige tabte måske endda valget på denne hårde linje.

B.T. hilser Mint og de unge velkommen hjem, når de lander. Vi er stolte over vores bidrag til, at en uretfærdighed er blevet ændret.

Kom hjem, Mint.