Forleden beskrev B.T.s klummeskribent Ditte Okman en episode fra små tyve år siden, hvor hun efter en fest hos en veninde vågnede op i en seng, mens en mand, hun ikke kendte i forvejen og ikke havde inviteret med i seng, var i fuld sving med at gennemføre et samleje med hende.

I dag ville alle nok kalde det et overgreb, hvis en fremmed mand uden forudgående aftale indfører sin penis i en sovende kvinde, men dengang, skriver Ditte Okman, så mange anderledes på det:

»Jeg tror sådan set ikke, at ham fyren i min venindes lejlighed ser sig selv som en voldtægtsforbryder, og det gjorde jeg som sagt heller ikke på daværende tidspunkt. Kulturen var sgu nok noget andet i 2002, end den er i dag,« skriver Okman på sin vanligt bramfrie facon i klummen.

Emnet er relevant i en almindelig, løbende debat om overgreb og samtykke, men særligt aktuel, efter noget lignende udspillede sig i Københavns Teknik- og miljøborgmester Nina Hedeager Olsens seng. Den meget omtalte sag mod en tiltalt mand endte med frifindelse i landsretten efter tidligere dom på et års ubetinget fængsel i byretten.

Klummen fra Okmans pen skabte heftig debat på sociale medier, hvor blandt andre tidligere sundhedsminister Torben Lund gav sin mening til kende: »Undskyld min sprogbrug - men hold nu kæft! Hvad fanden rager det os, hvordan Ditte Okman er blevet bollet i en venindes seng?« skrev Torben Lund som kommentar og efterlyste i samme ombæring en redaktør på B.T., der kunne »sætte en nedre grænse for indholdet af betalte indlæg i bladet«.

Den grænse, skal jeg for en god ordens skyld sige, holder klummen sig med magelig afstand hævet over.

Flere kvinder tilkendegiver, at de har været udsat for lignende hændelser, men der er er også kommentarer og ‘likes’, der støtter kritikken af Okman.

Nogle giver endda udtryk for, at man selv kan bære en del af skylden, hvis man har drukket for meget, mens andre direkte gør grin med episoden.

I bedste fald har forfatterne af sidstnævnte typer af kommentarer simpelthen ikke læst eller forstået budskabet i den pågældende klumme.

Alternativt er man ren hulemand.

Diskussionen om samtykke og ændringer i, hvordan vi omgås hinanden - også fulde i senge - er bestemt relevant og fuld af nuancer.

Specielt når det gælder de tilfælde, der skal anmeldes, og hvor der skal føres en retssag.

Det ender for det meste med ‘ord mod ord’, der falder ud til fordel for en påståede gerningsmand. Men det modsatte synes mindst lige så uattraktivt. Altså ‘ord mod ord’, der falder ud til fordel for det påståede offer. Man er trods alt uskyldig, til det modsatte er bevist.

Nogle ting behøver vi heldigvis ikke gøre ret svære: Med mindre, man har tilladelse til det, så lad os gøre følgende passus fra klummen til almindelig skik:

»...kan vi ikke aftale – som en meget god tommelfingerregel – at man i hvert fald ikke stikker sin penis ind i en dame, der sover?«

Så langt burde vi kunne blive enige - selv med vor tids sidste hulemænd.