København fik under stort postyr og heftig offentlig debat sine hvide og offentligt støttede bycykler tilbage i 2014.

Den oprindelige leverandør af bycyklen gik konkurs i 2017, hvorefter By- og Pendlercykelfonden, stiftet af DSB samt København- og Frederiksberg Kommune, overtog driften og smed 86,5 millioner kroner i projektet.

Debatten drejede sig meget naturligt dels om prisen, og dels om hvorvidt det overhovedet var en kommunal opgave at drive bycykler.

I dag er de hvide bycykler fortsat kontroversielle og genstand for pressens interesse. Senest har Berlingske beskrevet, hvordan Transportministeriet har været efter Københavns Kommune, fordi ministeriet mener, at kommunen favoriserer sine egne bycykler i forhold til de mange private konkurrenter, der er kommet med konkurrerende bycykler og eldrevne løbehjul.

Udviklingen har på en måde afklaret, om det var en god idé for det offentlige at drive en bycykel-ordning: Det var det ikke.

For hvorfor poste millioner af skattekroner i en løsning, som private står i kø for at få lov til at forsyne byen med uden offentlig støtte?

Nu vil man fra kommunalt hold begrænse mængden af konkurrerende bycykler og løbehjul.

Ifølge fungerende teknik- og miljøborgmester Karina Vestergård Madsen (EL) er det for at sikre byens borgere mod ‘kaos’, men man får den grimme mistanke, at det i virkeligheden er for at beskytte kommunens eget cykel-projekt.

I stedet for at lade markedet tilpasse forholdene på dette lille hjørne af københavnernes transportbehov, ønsker man i stedet at opbygge et bureaukratisk system, som igen vil kræve skattekroner at administrere.

Man ser for sig, hvordan papirbunkerne vokser på embedsmændenes skriveborde i det kommunale cykel-bureaukrati.

By- og Pendlercykelfonden ønsker ikke at oplyse, hvor mange betalte ture københavnerne tager på de hvide kommune-cykler. Kun vil de oplyse, at der i år er flere, der benytter cyklerne, end der var på samme tid sidste år.

Det er forstemmende, at offentligheden ikke kan få indsigt i tallene, når man tænker på, at der er 80 millioner offentlige kroner i projekter. Hvorfor må offentligheden så ikke kende til brugen af cyklerne?

Igen nager en grim mistanke: Mon det skyldes, at fonden end ikke er i nærheden af at realisere de 7-8 daglige betalte ture pr. cykel, der i de oprindelige udmeldinger skulle til for at få budgetterne til at balancere?

Hvis mistanken skulle vise sig at passe, kommer fonden på et tidspunkt til at fattes penge. Og hvis det sker, er det vigtigt, at de offentlige kasser smækkes i.

Udviklingen har vist, at der er masser af virksomheder, der er klar til at tage risikoen, det behøver skatteyderne derfor ikke.

Af samme årsag har udviklingen også vist, at ingen vil komme til at savne de hvide kommunecykler, hvis de en dag for alvor punkterer.