Husk nu at give hånden. Der findes næppe nogen danske børn, der ikke har fået den formaning af deres forældre. Her i landet får vi nemlig ind med moddersmælken, at man giver hånden, når man hilser på nye mennesker.

I islam er håndtryk kønnene imellem dog ilde set, hvilket har ført til stor debat i flere europæiske lande. I Schweiz har et muslimsk par fornylig fået afvist schweizisk statsborgerskab, efter at de to nægtede at give hånd til personer af det modsatte køn, da de skulle interviewes af myndighederne. Omvendt afgjorde en svensk domstol i sidste uge, at en arbejdsgiver må acceptere, at en muslimsk kvinde ikke giver hånd til en fremmed mand. Ifølge dommen blev hun udsat for diskrimination, da hendes jobsamtale blev afsluttet, fordi hun nægtede at give hånden.

Her hjemme mener både Dansk Folkeparti og De Konservative, at det skal indføres ved lov, at udlændinge, der søger om dansk statsborgerskab, skal være villig til at give borgmesteren hånden ved en ceremoni i deres bopælskommune. Forslaget er faldet flere herboende muslimer for brystet, og Venstres Jan E. Jørgensen åbner for, at ansøgerne kan bære handsker, når de skal hilse på borgmesteren.

Selvfølgelig skal man følge de kulturelle normer og værdier, der gælder i de lande, man opholder sig i. Danskere på besøg i Saudi Arabien kan jo heller ikke gå ind på en restaurant og kræve alkohol og svinekød, ligesom danske kvinder jo heller ikke bare lader håret blafre frit, når de går på gaden i Mekka. Man må som tilflytter respektere og indordne sig under forskellighederne i religioner og kulturer i ens nye land.

Det vil dog være en overdrivelse ligefrem at lovgive om, at man som ny statsborger skal være villig til at give hånden til det modsatte køn. Hvis man ellers respekterer de danske værdier, vil en sådan lov være religiøs diskrimination. Til gengæld må det være op til enhver arbejdsgiver, offentlige som private, om man vil ansætte personer, der ikke vil give håndtryk til eksempelvis kunder.  Præcis som det må være op til firmaer at have regler for beklædning.

I Danmark hilser vi med håndtryk, men det skal ikke være en lov. tnk