I denne uge udkom en stærkt bekymrende rapport fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Titlen er 'Etniske minoritetskvinder og skilsmisse – med fokus på muslimske praksisser', og konklusionen er klar: Muslimske kvinder fanges let et ubehageligt sted mellem loven og religiøs praksis, hvis de ønsker at lade sig skille fra en mand.
I nogle miljøer har man den opfattelse, at kun manden kan opløse et forhold – kvinden har ingen rettigheder.
Både mænd og kvinder kan komme i klemme i den omtalte problematik, som det f.eks. fremgår af B.T.s historie om Mustafa Sayegh, der selv oplevede trusler i forbindelse med opløsningen af et ægteskab.
»Det er fædrene, brødrene og onklerne, som har nogle forkvaklede forståelser og æresbegreber, som bør bekæmpes,« siger han.
Dog går det generelt mest ud over kvinderne: '... mænd har bedre muligheder for at afslutte forhold end kvinder. Kvinder kan dermed risikere at ende i situationer, hvor de er skilt ifølge dansk ret, men ifølge religiøse normer fortsat anses for at være 'gift',' fremgår det af rapporten, der beskriver, hvordan kvinder som konsekvens fastholdes i voldelige ægteskaber eller risikerer 'vold, chikane og social udstødelse', hvis de vil ud.
I en omtale af rapporten kalder udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) med rette rapporten for »rystende«.
I dag er alle fornuftige mennesker i Danmark vel feminister i den forstand, at der naturligvis bør være lige muligheder og rettigheder for mænd og kvinder.
Normalt har skævhed i kønsmæssige forhold også en fantastisk evne til at sætte ild i både debat og sociale medier.
Facebook-feminister m/k står normalt klar med fakler og høtyve, hvis et supermarked formaster sig til at kalde en blå flyverdragt med dinosaurer på for en ‘flyverdragt til drenge’, for hvorfor kan piger ikke gå i blåt tøj? Eller hvis det af et piktogram i et togsæt fra DSB fremgår, at en baby sidder på morens arm – for hvorfor i himlens navn ikke farens?
Helt galt er det, hvis et debatpanel eksempelvis alene består af mænd, mens en reklame med et traditionelt kønsrolle-udtryk fungerer som ren finsprit på et bål.
De ovenstående eksempler synes dog uendeligt ligegyldige målt i forhold til de problemer, som kvinderne blandt etniske minoriteter må udholde, når det gælder parforhold, der går i vasken.
Men hvor er alle de feministiske støtteerklæringer? Hvor er forargelsen og alle delingerne på Facebook?
Hvorfor kan en blå flyverdragt skabe større forargelse i kønsdebatten end et tydeligt mønster, hvor kvinder undertrykkes med magt, trusler og vold i nogle af livets afgørende forhold?
Svaret er givetvis den særlige berøringsangst, der synes at sætte ind, når det gælder kritik af religion – og i særlig grad islam.
Af frygt for at blive slået i hartkorn med »Støjberg, Dansk Folkeparti eller 'det, der er endnu værre'«, stikker kønsdebattens sædvanlige politibetjente piben ind.
Resultatet bliver desværre et kujonagtigt svigt af de reelle ligestillingsproblemer i Danmark.
