På bare fire dage lykkedes det at true og chikanere en politiker ud af sit nye job.

Anahita Malakians, tidligere medlem af Venstre og nuværende medlem af Nye Borgerlige, fortalte torsdag om sit nye job som bestyrer af en burgerbar på Nørrebro.

Så brød helvede løs, for det går natuligvis ikke i den københavnske bydel. Straks Malakians fortalte om sit nye job, væltede det ind med dårlige anmeldelser af restauranten på Facebook. Skabt af Antifascistisk Aktion og Konfront, der begge er stærkt venstreorienterede grupperinger, og som opfordrede alle og enhver til at svine burgerbaren til.

Artiklen fra Antifascistisk Aktion blev udgivet med overskriften 'Naziburger: Højreekstremist åbner burgerbar i Nordvest', hvorefter det væltede ind med dårlige anmeldelser.

'Ejet af nazister', 'smager af racist og lugter af had' og 'lorteoplevelse – helt igennem negativ' er bare enkelte eksempler på sprogbrugen fra de unge venstreorienterede. De fleste havde aldrig sat deres ben i burgerbaren, men det er komplet ligegyldigt, hvis man spørger de unge. Anahita Malakian og burgerbaren skulle bare lukkes.

Lørdag nat blev burgerbaren udsat for hærværk.

Søndag måtte Malakians naturligvis give fortabt og droppe jobbet.

På bare fire dage var det lykkedes en flok 'unge tosser' med et slæng via de sociale medier at tvinge en politisk aktiv væk fra sit civile job.

Antifascistisk Aktion og Konfront har åbenlyst problemer med definitionerne og besidder en historieløshed, der må ryste de fleste i dette land. Nazisme er ikke et ord, der kan benyttes i flæng, blot fordi man er politisk uenig med andre. Man skulle tro, at en forening med et navn som Antifascistisk Aktion netop havde styr på fascistisk og nazistisk.

Det har de åbenlyst ikke.

De ekstremt venstreorienterede unge er intolerante og udemokratiske. De er åbenlyst imod ytringsfrihed og anerkender ikke Anahita Malakians ret til at arbejde på Nørrebro. Det er helt sikkert, at de betragter sig selv som åbne forkæmpere for tolerance og mangfoldighed.

Sådan er det ikke. Der er tolerance over for folk med samme anskuelse, og mangfoldigheden er kun for de rigtige brune.

Anahita Malakians flygtede fra Iran med sin familie i en ung alder. Hun har uddannet sig, integreret sig og engageret sig politisk i Danmark. Hun har gjort alt, hvad vi ønsker, at unge, der kommer udefra, skal gøre. Derfor er det ikke en mindre sag, at hun nu bliver chikaneret ud af Nørrebro.

Rækken af politikere, der offentligt støtter Malakians, burde være alenlang og utvetydig. Det er den ikke.

Lad os give ordet til 20-årige Sofie, der blev interviewet af B.T. efter hendes dårlige anmeldelse af Malakians og burgerbaren:

'Hendes venner er nazister, og det virker meget etisk forkert at åbne en restaurant i netop det kvarter. Jeg har også mange ikke-hvide venner, som gerne vil være orienteret om, at de går ind på en restaurant, som er ejet af en racist.'

Forskruet, løgnagtigt, intolerant og dumt.