Finansminister Nicolai Wammen præsenterede onsdag Mette Frederiksens regerings første finanslov.

Den indeholder ret store investeringer i velfærd samt politi og skattevæsenet. Pengene skal primært komme fra råderummet – altså penge, der allerede er i kassen – og aflyste skattelettelser.

I alt indeholder finansloven udgifter for 11,2 milliarder kroner og indtægter for fem milliarder kroner.

De mest opløftende elementer i finansloven er investeringer i uddannelse, flere penge til forskning, en styrkelse af politi og retsvæsen samt penge til at genoprette Skat – og dermed tilliden til væsenet.

Når det er sagt, så fornemmer man tydeligt, hvordan Wammen og Co. undervejs i udfærdigelsen af det færdige dokument må have følt sig som den frysende, der forsøger at få varmen under et alt for lille tæppe: Når man vender sig for at få tæppet til at dække den ene side, blottes den anden, og just, som man får tæppet op om skuldrene, mangler det nede ved fødderne.

Fra alle sider trækker regeringens støttepartier ubønhørligt i hjørnerne: De radikale klager over skolebesparelser, og det faktum, at uddannelsesloftet ikke afskaffes.

SF trækker i et andet hjørne for at få flere penge afsat til løftet om minimumsnormeringer i daginstitutioner.

Wammen ved godt, at tæppet ikke kan dække det hele: »Vi kan ikke løse alle problemer på én gang,« siger han, »men det er en begyndelse.«

Flere af de mest markante udmeldinger og løfter fra valgkampen placeres i en højst besynderlig 'forhandlingsreserve' på 2,1 mia. kroner. Det er bestemt et anseeligt beløb, men det rækker utroligt kort, når partierne efterfølgende skal slås for deres løfter og mærkesager. Muligvis rækker reserven lidt længere som en afledningsmanøvre og syltekrukke, man nu kan henvise videre til, når de kritiske spørgsmål hober sig op.

Den historiske udmelding om reduktion af Danmarks udledning af klimaskadelige gasser med 70 procent sparkes endnu længere ind i fremtiden. Kommer tid, kommer råd, synes logikken at være.

Som enhver, der har ligget med et for lille tæppe, ved, er der kun én reel løsning på udfordringen: et større tæppe.

Men finansloven er så godt som blottet for ideer til, hvordan vi skal vækste og få råd til det hele – foruden et sammenskrab af lommeuld, der mere ligner begyndelsen på en Egon Olsensk plan end en klar vision for fremtidig finansiering. Herunder: tilbageregulering af lempelser i arveafgiften og andre skatter, en moderat forhøjelse af tobaksafgiften, forlængelse af arbejdsgiverbetalt sygedagpengeperiode og en fordobling af afgifter på bæreposer og engangsservice.

Regeringen har fremlagt en finanslov, hvor velfærden kommer først. Men modsat mysteriet om hønen og ægget, så ved man positivt, at penge skal tjenes, før de kan bruges.

Hvis man tjener nok, bliver der råd til større tæpper. Hvis ikke, får Wammen og resten af regeringen det fodkoldt. Fuldt fortjent.