Da jeg var dreng – for efterhånden mange år siden – var jeg vild med sport. Der var heller ikke meget andet at foretage sig i den lille vestjyske by, hvor jeg voksede op. Jeg dyrkede al slags sport – hver evig eneste dag.

Min første fodboldtræner var byens skotøjshandler, senere blev det lærer Laursen, der tryllede med bolden. Min håndboldtræner var slagtersvend i Holstebro, og min badmintontræner var sparekassedirektør. Om sommeren trænede jeg svømning ledet af 'Fugle-Lars', der læste til pædagog.

Jeg tænkte overhovedet ikke over, hvad de forskellige trænere og ledere lavede i deres civile liv. De var der bare som det mest naturlige i verden. Senere blev jeg selv træner, for det var det fineste, man kunne opnå – et slags tillidshverv i byen. Og det var sjovt, fyldt med oplevelser og fællesskab.

Dansk idræt lever i høj grad af de frivillige ledere og deres vilje til at gøre en indsats. De frivillige ledere gør det ikke for pengenes skyld. De gør det, fordi de ikke kan lade være, og fordi deres børn var ilde stedt uden voksne, der hjælper.

Det frivillige arbejde i Danmark er et åndehul, hvor der sjældent hersker politiske motiver og slet ikke på idrættens område.

Der er mange frivillige i Danmark, for hver tredje dansker siger, at de har lavet frivilligt arbejde inden for de seneste tre måneder. Nu er der kommet en ny undersøgelse, der afdækker, hvor de frivillige lægger deres indsats.

Grundlæggende kan man sige, at jo længere ud på landet du kommer, jo mere tid bruger de frivillige på idræt. Jo tættere på København du kommer, jo mere tid bruger de frivillige på det sociale område. De frivillige fylder også godt i arbejdet med skoler og kulturen, men det er idrætten, der er topscorer – som det var, da jeg var dreng.

Jeg var forøvrigt også spejder, som blev ledet af lærer Habekost og 'KræPind', der arbejdede på en fabrik.

De danske frivillige blev hyldet på de sociale medier af tidligere finansminister Kristian Jensen. Han skrev: 'Det er en flot indsats, danskerne gør for fritiden. 1000 tak til alle, som løfter, inspirerer og skaber de frivillige fællesskaber.'

De fleste ville mene, at det er en passende kommentar til de mange danskere, der bruger tid og kræfter på andre mennesker. Helt uden politiske antydninger.

Men nej, valgkampen er ikke slut. Kort efter responderede Enhedslistens chefideolog, Pelle Dragsted: 'Stik imod dine og dit eksministeriums antagelser er der andet end økonomiske incitamenter, der får mennesker til at arbejde og gøre en indsats. Liberalister må have svært ved at forklare denne adfærd.'

Der er kun en ting, der er værre end dårlige tabere, det er dårlige vindere. Pelle Dragsteds antagelse, at liberalister eller andre borgerlige slet ikke forstår værdien af frivilligt arbejde eller kan forklare det, er selvfølgelig tåbelig. Men bag drilleriet lurer den tendens, at alt i samfundet kan og skal politiseres.

Sådan er det ikke med frivilligt arbejde, så hold fingrene væk.

Vi skylder de frivillige en ubetinget tak. Fordi de gider, og fordi de ikke blander deres erhverv, økonomi eller politiske holdninger ind i deres indsats i fritiden. På samme måde som Bent-skotøj, Røde-Laursen, Flemming-slagter, Jensen og Fugle-Lars gjorde for 40 år siden.

Fremtiden tilhører de frivillige, og det har den altid gjort, hvis vi bare lader dem være i fred.