Denne leder bevæger sig ud på en håbløs mission. Alligevel er det vigtigt at få det sagt og skrevet.

En undersøgelse, som YouGov har foretaget for B.T., viser, at hver fjerde dansker har mistet kontakten til et familiemedlem, det være sig en far, mor, bror, søster eller hele familien. En ud af fire - 25 procent - er et voldsomt tal, voldsomt stort - også alt for stort.

For enkelte er det en nødvendighed at sige farvel til familien for at komme væk fra misbrug og mistrivsel. Men der kan umuligt være så mange mennesker, der lever i en håbløs relation til familien, som vores undersøgelse viser.

Familien er en uigenkaldelig størrelse, og som flere kilder, både direkte berørte og eksperter, fortæller, slipper et brud sjældent familiemedlemmerne. Et brud bliver ved med at spøge, et brud ligger hele tiden i baghovedet og er ofte en del af den indre monolog, som de fleste mennesker kender til.

Hvorfor slår vi så hånden af hinanden i stigende grad? Ifølge undersøgelsen og eksperter er det ofte uenigheder om penge, arv og virksomhedsoverdragelser. I virkeligheden konkrete, ofte små og i den store sammenhæng ubetydelige handlinger, der kan ende i opløste familier. Tålmodigheden er for ringe, og følelserne bliver ofte blandet med selvvalgte fakta for at begrunde den hårde beslutning, det er at lægge familiemedlemmer på is.

Det er nu, vi kommer til den håbløse mission: Tænk jer om, træk vejret og fokuser på det indlysende: Din familie er en del af dig selv, du slipper den ikke, selvom du forlader den. Du er selv ansvarlig for forholdet i din familie, du kan ikke bede kommunen om at klare det for dig, du kan ikke erstatte familien - måske opleves det sådan i en periode, men den vil være med dig til livets ende. For den sikre sandhed er: Du har en familie for livet - så pas på den.

Vi er udmærket klar over, at formaninger og moralsk tale ikke ændrer særlig meget. Og for de berørte vil det sikkert føles som en uforstående omklamring. Men læs alligevel beretningen om Rachels brud med sin far, og læs alligevel familieterapeuternes stærke råd, hvis du selv står med en familiesag.

Familien er vigtigst. Pas på den.