De må ryste lidt i bukserne på Danmarks Radio.

Forløbet om lukningen af Radio24syv viser, at når en institution er på finansloven, kan alt muligt ske. Beslutningerne er ikke nødvendigvis logiske og rationelle, de kan medføre voldsomme konsekvenser, men for politikere er det afgørende at vise deres vælgere, at de kan holde deres løfter. De fleste partier ved, at det gælder om at opnå resultater gennem forlig og dermed bevise deres magt.

Dansk Folkeparti har ikke noget problem med at bruge politisk magt helt konkret og direkte. For partiet og ikke mindst deres formand har det været afgørende, at den kommende taleradio, finansieret af skattemidler, blev flyttet til Jylland.

Radio24syvs ejere, Berlingske Media og People Group, har kendt betingelserne. Radioen blev vundet i udbud for otte år siden med helt specifikke og kontante krav, men skal nu fornyes. Ejerne kan dog (B.T. er også ejet af Berlingske Media) med god grund føle, at processen har været særdeles uskøn og nærmest virket som en direkte forfølgelse. Formanden udtalte det nærmest i en pressemeddelelse.

I forbindelse med det indgåede medieforlig, hvor DR blev beskåret med 20 procent og flyttet over på finansloven, blev betingelserne for en ny radiotilladelse hele tiden ændret. I slutfasen af medieforhandlingerne var Kristian Thulesen Dahl involveret og forlangte, at kravet om afstanden til København skulle være så tilpas lang, at radioen kun kunne placeres i Jylland. Der står nu i betingelserne, at radioen skal ligge 110 km fra Københavns centrum.

I den efterfølgende fase blev betingelserne for et kommende udbud genåbnet, hvorefter kravet om antallet af medarbejdere på den kommende adresse i Jylland blev øget fra de aftalte 60 procent til 70 procent. Igen ønsket af Kristian Thuelsen Dahl og accepteret af regeringen.

Berlingske Medias direktør meddelte derfor torsdag, at kanalen lukker, og mediehuset ikke vil byde på den kommende kanal. Betingelserne for at drive og skabe en radio var ikke længere til stede. Mediehuset formand, Connie Hedegaard, anså det kommende udbud fra regeringens side for at være designet på en måde, så det var umuligt for Berlingske Media at byde.

Den seneste tids uro om Radio24syv generer helt sikkert ikke Kristian Thulesen Dahl. Han har fået sin konflikt med københavnerne, og det er altid stærkt i Jylland - ikke mindst i en valgkamp. Det er dog stærkt bekymrende, at partiet og dets formand vil agere så direkte og konsekvent i forhold til et konkret udbud af en kommende radiokanal.

Det er derfor, at Danmarks Radio ledelse og bestyrelse må ryste lidt i bukserne. Dansk Folkeparti har bevist, at de ikke har noget problem med at 'bulldoze' deres ønsker igennem i forhold til medier, og med DR på finansloven har de nu direkte adgang til at få tingene ændret, som de ønsker.

Det er politik, men det er uskønt.