Mette Frederiksen blev valgt på at være børnenes statsminister og 'nu er det Arnes tur'.

Hendes første nytårstale blev holdt på Marienborg og var en fuldtonet socialdemokratisk kærlighedserklæring til velfærdsstaten, som tager sig af sine børn, fra de bliver født, og til de bliver pensioneret.

Børnenes minister stod tydeligt på de svageste børns side, og det er naturligvis et sympatisk træk. Men hendes løfter om flere 'bortadoptioner' var alligevel overraskende og må have fået de fleste familier til at snappe efter vejret. Bortadoptioner lyder, som om børnene er statens ejendom. Det er de ikke.

»Jeg tror på Danmark. På vores samfundsmodel. Hvis vi vil, så kan vi være et land, hvor ingen overlades til sig selv,« lød det afslutningsvis.

Vi lever i et land, hvor de fleste tror på vores model, men det bliver statsministerens ubetinget største opgave i de næste mange år at reformere og udvikle vores altomsiggribende velfærdsstat. Der er ikke det problem, som staten og det offentlige ikke vil og skal klare.

Men velfærdsmodellen er ved at sande til i velvilje og mangel på evne til at sige nej.

Vi har en af de største og dyreste offentlige sektorer i verden. Vi betaler vores skat med glæde, siger nogen. Men oplevelsen for de danskere, der reelt har brug for en støttende hånd eller et sikkerhedsnet, er, at systemet for ofte enten svigter eller leverer for ringe en service.

Det gælder i særlig grad i ældreplejen, hvor niveauet er rystende lavt. Pårørende oplever, at de skal være mere end vedholdende for at få den daglige pleje til at fungere. Ældreplejen er for ringe, og det er ikke holdbart, hvor antallet af ældre i de kommende år blot vil stige.

Der virker, som om der er folk og penge nok, men plejen er desværre ikke altid indrettet efter de ældre mennesker og deres behov. Der skal ske en radikal ændring af kulturen og tankegangen.

Det blev alligevel ikke 'Arnes tur' i Mette Frederiksen nytårstale. Løftet til bryggeriarbejderen Arne Juhl om ret til en tidlig pension blev endnu en gang til en luftig snak.

Jeg har en god ven, der efter 47 år på arbejdsmarkedet har slidt sine knæ i stykker. Han er sygemeldt og går på pension om et halvt år. Alligevel skal han jævnligt vurderes af et panel på fem personer, der forsøger at gøre ham klar til arbejdsmarkedet. Alle kan se, at dette er vanvid. Der skal ikke bruges fem ansatte i det offentlige for at vurdere hans arbejdsevne.

Mette Frederiksen og hendes regering bliver pisket til at definere, hvad der er kernevelfærd, og hvad der ikke er. Der er penge nok i det offentlige, der er folk nok, men de laver det forkerte.

Mette Frederiksen spillede stærkt ud med en ambition om at skære ned på de dyre konsulentydelser. Det var desværre bare et spil for galleriet. Så snart ministrene havde sat sig i stolen, benyttede eksempelvis Pernille Rosenkrantz-Theil sig af muligheden for at brænde 260.000 kroner af i konsulentydelser for at ansætte en pressechef, som hun i øvrigt kendte i forvejen.

Det er tvivlsomt, om Frederiksen har modet til at gå imod vennerne i fagforeningerne, vælgerne i det offentlige og deres støtter i Enhedslisten, der hele tiden rækker hænderne frem og beder om flere penge.

Det kræver mod og vilje at reformere, men kommende generationer og vælgere vil takke for det opgør, der nødvendigvis må komme.

Den reelle tillidskrise mellem befolkning og politikere vil vokse, når de store generationer opdager, hvor dårlig service de får for deres store skattebetaling.

Mette Frederiksens kærlighed til vores velfærdsstat kræver mere end at stille sig på de svage børns side. Det vil alle være med til.

Den store og krævende politiske opgave bliver at skaffe reel og ordentlig velfærd for de svageste, og her er den største udfordring de mange gamle, der bliver behandlet for ringe.

Du må ikke glemme dem, Mette.