Der florerer et billede på de sociale medier, hvor Mette Frederiksen og Nicolai Wammen sidder ved forhandlingsbordet på Christiansborg sammen med Pia Olsen Dyhr og Pernille Skipper.

Alle på billedet smiler. De mangler de Radikales Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsen, og måske er det derfor, de smiler så stort.

Teksten til billedet er: »Danmark skal have en bindende klimalov med 70% reduktionsmål i 2030.« Det er Pernille Skipper, der har delt billedet og resultatet af forhandlingerne. Morten Østergaard sprang over, for han insisterer på, at der skal være en økonomisk plan til at finansiere de mange overbud, de røde partier i øjeblikket ligger på mahognibordet. Han vil ikke være med til delaftaler.

Det er en ambitiøs plan at reducere CO2 med 70 procent på blot 10 år, og de Radikale er heller ikke imod. Det er dette dilemma, forhandlerne spekulerer i. Kan Morten Østergaard holde sig væk i den sidste ende, når det er hans politik, de reelt lægger frem.

Socialdemokraterne ønskede i valgkampen at reducere med 60 % inden 2030, så de har allerede flyttet sig. Et er glade billeder og en hensigtsklæring, noget andet er at gennemføre det. Her får de brug for Morten Østergaards stemmer OG en økonomisk plan.

Eller bare en plan - for der er overhovedet ikke antydning af, hvordan vi skal opnå det reduktionsmål.

Det er skønt med ambitioner, men det må være påkrævet, at partierne kan antyde en vej. Det findes overhovet ikke på nuværende tidspunkt udover de store smil.

Lytter man til de eksperter, der dog findes på området, vil en reduktion af denne størrelse betyde radikale indgreb for den enkelte dansker. Det anslås, at vores bilpark om 10 år skal bestå af 1,5 millioner elbiler. Sidste år blev der solgt ca. 4.500 elbiler. Det bliver hurtig slut med de biler, vi kender i dag. Oliefyr skal udfases, og boliger skal have fjernvarme. Transportindustrien, skibe, fly og den tunge lastbil transport skal på kort tid totalt omlægges sammen med en stor adfærdsændring.

Danmark har de seneste 30 år reduceret vort udslip med ca. 30 millioner tons, nu skal vi reducere yderligere 30 millioner tons på 10 år. Det er en voldsom opgave.

Økonomisk Råd anslår, at det vil koste mindst 16 milliarder kroner, og det er derfor forståeligt, at Morten Østergaard ikke sad med på billedet. For med sådan en regning bliver det svært at strikke en velfærdsøkonomi sammen, når alle de andre ønsker også skal finansieres.

En klimaplan - hvor ambitiøs den end er - skal tage udgangspunkt i forskning og i erhvervslivet. Lad os skabe incitamenter for erhvervslivet og investere i forskning, så omlægningen samtidig bliver en konkurrencefordel for os. Det nyttet intet, at vi går langt foran alle andre lande med afgifter og pinefulde reguleringer, som rammer den enkelte dansker hårdt, for at opnå et urealistisk mål.

Holdet på billedet får brug for Morten Østergaard, når pengene skal findes, og de satser på, at Østergaard ikke kan sige nej til sin egen politik.

Delaftalen kan vise sig at være dyr for forhandlingernes videre forløb og for den enkelte dansker, for det er ikke slut endnu. Forude venter minimumsnormeringer, tilbagetrækning og kontanthjælpsloftet.