Et nyt parti så dagens lys fra morgenstunden.
Endnu et borgerligt liberalt parti meldte sig på banen med de to frafaldne medlemmer af Liberal Alliance. Dermed er der klumpspil om de vælgere, der er liberale, og som egentlig voksede ud af det Radikale Venstre.
Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund er foreløbig de eneste medlemmer af partiet. Ifølge dem vil flere følge efter, når partiet bliver opstillingsberettiget.
De to nye partibosser har forladt deres 'liberale venner' i Alliancen – hvorfor? Det er ikke så enkelt at svare på. Men en del af svaret ligger nok i holdningerne til udlændingepolitikken og sikkert også i de personlige modsætninger, der kom tydeligt frem efter det eklatante valgnederlag.
Fremads værdigrundlag er klassisk liberalt med vægten på den personlige frihed under ansvar for fællesskabet. Den enkelte skal have ret til at leve sit eget liv uden særrettigheder. Partiet bekender sig til de borgerlige frihedsrettigheder som ytringsfrihed, pressefrihed, forsamligsfriihed etc.
Staten er til for borgernes skyld – ikke omvendt – derfor skal den være mindre. Skatten skal ned for at sikre konkurrencedygtighed, og så skal klimaet tages alvorligt.
Et værdigrundlag, der for borgerligt liberale lyder helt rigtigt og en slags tilbagevenden til Liberal Alliances tidlige dage, inden partiet låste sig fast på topskatten som det forløsende mantra.
Det er også klassisk Simon Emil at tale om statens størrelse og dens stadigt stigende indblanden i almindelige menneskers liv. Dengang kaldte han det for 'den store moder', der tog sig af alt, blandede sig i alt – også uden at være inviteret.
Dengang var det nyt og forfriskende.
På mange måder er værdigrundlaget sundt og solidt med mærkesagerne frisind, fair udlændingepolitik, stærk konkurrenceevne, frit Europa og respekt for miljøet. De fleste liberale kan skrive under på partiejernes måde at anskue verden og individerne på, men er det virkelig nok at danne et nyt parti på det grundlag?
De eneste punkter, hvor de to partier reelt adskiller sig fra hinanden, er på udlændingeområdet, hvor stramningerne er blevet for hårde ifølge Fremad, og så er der selvfølgelig forholdet til Danmarks placering i Europa. Er vi 'all in', eller er vi skeptiske? Partiet Fremad er 'all in', og Liberal Alliance er foreløbig uldne i munden på dette område.
Det er svært at løsrive sig fra opfattelsen af, at dette også er et personligt opgør. Simon Emil Ammitzbøll-Bille blev ikke formand for partiet efter Anders Samuelsen, selvom han gjorde sit. På vejen fik de begge en ordentlig skylle af Henrik Dahl, der talte om nepotisme og inkompetencer i ledelsen.
Det er ikke sandsynligt, at der er så mange rodløse liberale tilbage, at begge partier har en fremtid.
Fremtiden afgøres derfor af valget mellem Simon Emil og den nye formand Alex Vanopslagh. Det er groft trukket op, men det personlige lederskab betyder efterhånden meget i politik.
Her er Fremad bagud.
