Vi har i Danmark indrettet os således, at der findes et utal af økonomiske ydelser målrettet forskellige grupper af borgere, som af den ene eller den anden årsag har behov for hjælp.

De mange ydelser er dyre for samfundet og medvirker til det betydelige skattetryks indhug på lønsedlen.

Det til trods viser vælgerne ved valg efter valg, at sådan vil de gerne have det i Danmark.

Dog bliver det for de fleste for speget, hvis naboen eller andre direkte fusker med de offentlige ydelser, hvilket desværre langt fra er umuligt. For dem, der har viljen til at opsøge det, findes der tilsyneladende altid et smuthul.

Der er få ting, der er mere usympatiske end fusk med offentlige ydelser. Det svarer ret præcist til at tage mere, end hvad der tilkommer én, når fadet går rundt.

Alligevel er det en væsentlig diskussion, hvor langt vi skal gå for at lukke hvert et smuthul og afsløre hver en svindler.

I jagten på de sociale bedragere risikerer vi nemlig at sætte noget andet og meget værdifuldt over styr; nemlig vores allesammens ret til privatliv uden det offentliges næse og ører i alt, hvad vi foretager os. Hvor intensivt skal vi andre overvåges for at fange de få, der fusker?

Den juridiske tænketank Justitia har netop udarbejdet en rapport om problematikken ved at se nærmere på Udbetaling Danmarks gøren og laden.

Det er Udbetaling Danmark, der står for udbetalingerne af de mange forskellige ydelser, men de indhenter også løbende oplysninger om de flere mange borgere, ydelserne går til.

Rapporten gør således gældende, at Udbetaling Danmark sidste år samkørte oplysninger om i alt 2,7 millioner modtagere af ydelser.

Man fandt blot 1094 sager, hvor overvågningen "førte til standsning, ændring eller tilbagebetaling af ydelser", konkluderer rapporten. Året før var tallet 705 sager.

De 1094 sager sidste år er naturligvis 1094 for mange, men når det store trawl fra myndighedernes side alligevel ikke finder mere, kan man med to klichéer anføre, at nok findes nålen i høstakken, men gråspurvene bliver skudt med kanoner.

Vicedirektør i Justitia, Birgitte Arent Eiriksson, udtaler i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten, at Udbetaling Danmark i deres behandling af de mange oplysninger om borgerne let kommer “i konflikt med borgernes ret til privatliv og deres ret til beskyttelse af personoplysninger”.

Hun sætter med rette spørgsmålstegn ved proportionerne i den omfattende overvågning af de mange uskyldige borgere i jagten på de få snydere af systemet.

Det ‘perfekte’ system til at fange mennesker, der uberettiget stikker sugerøret i de offentlige kasser, kræver den ultimative snagen fra det offentliges side.

Når man skal vælge mellem to onder, er det mindste trods alt at det bedste. En lille mængde fusk er klart at foretrække frem for gennemgribende overvågning af borgerne.