I Holstebro overvejer 81-årige Inga Kjeldsen, om en sultestrejke er et passende opråb i en presset situation.

Årsagen til de radikale overvejelser er, at de af kommunens ældre, der har krav på hjælp til indkøb, ikke som hidtil selv kan beslutte, hvor de vil handle.

Ifølge Dagbladet Holstebro-Struer, der var først med historien, har kommunen nemlig fundet ud af, at man samlet set kan spare 750.000 kr. om året, hvis man i stedet for at lade hjemmehjælpen handle efter de ældres dosmersedler lader de ældre selv bestille varerne på nettet eller over telefonen og få dem bragt ud.

Selvom Inga Kjeldsen over for B.T. indrømmer, at sultestrejken måske ikke er nært forestående, så forstår man udmærket hendes frustration.

»Jeg synes ikke, kommunen behandler os rigtigt, når de kommer og tager vores hjælp fra os, og vi ikke må bestemme, hvor vi skal handle. Vi har ikke internet, så vi må få hjælp af naboen, der er flink til det. Men vi vil ikke have mad fra Spar, det er dyrt, og jeg vil ikke flytte købmand,« forklarer Inga Kjeldsen til B.T.

Mens e-handel og medfølgende udbringning af varer er en naturlig udvikling i måden, mange af os handler på i dag, gælder det ikke nødvendigvis i samme udstrækning for Inga Kjeldsen og andre i hendes generation.

Så hvorfor gøre vold på denne lille gruppe for at fremtvinge en udvikling og en besparelse, der må ventes at komme af sig selv før eller siden?

B.T. har gennem længere tid haft fokus på historier, hvor borgere bliver uretfærdigt behandlet af systemet. “Trynet af kommunen” har været navnet på en af den slags artikelserier. På samme måde bliver Inga Kjeldsen nu også trynet af kommunen, når hun skriver sig ind i rækken af eksempler på, at systemet bliver sat før mennesket.

Inga Kjeldsen fratages et frit valg, som hun har været glad for at udøve, og den slags føles altid som et overgreb - nok fordi det netop er, hvad det er. I dette tilfælde gælder det oven i købet noget så nært og simpelt som det frie valg til selv at bestemme, hvor man køber sine dagligvarer. Det er ikke en værdig behandling af Inga Kjeldsen og andre i samme situation, kommunen kan ikke være det bekendt.

Inga Kjeldsen ønsker at handle i den lokale Rema1000, fordi hun synes, at hun der får meget for pengene. Nu er hun tvunget til at få foretaget sine indkøb i Spar.

Vi skal ikke fra denne plads vurdere, om det ene supermarked objektivt set er bedre end det andet, men pointen er, at det skal kommunen heller ikke. Det er kun Inga Kjeldsen selv, der bør bestemme, hvor hun vil handle for sine egne penge.

Til B.T.s journalist udtrykker hun ret bramfrit, hvad hun selv mener om kommunens beslutning: “De sku’ have en røvfuld, allesammen!”

Det ligger os fjernt på B.T. at opfordre til voldsanvendelse, men Inga Kjeldsen har i dette tilfælde alligevel antydningen af en pointe.