Så er den gal – igen.

Regeringen og sundhedsmyndighederne var ellers ved at finde fodslag, efter en række markeringer udstillede deres store uenigheder.

Det politiske system med statsminister Mette Frederiksen og myndighederne ved direktøren i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, var tydeligt uenige om, hvorvidt grænserne skulle lukkes. De var åbenlyst uenige om teststrategien, og hvad værre var, de holdt det heller ikke skjult, hvilket skabte total forvirring.

Skårene er blevet klinket og retningen entydig.

Indtil onsdag, hvor kirkeminister Joy Mogensen udtrykte, at kirkerne i påsken kan åbnes delvis og forsvarligt.

De sundhedsfaglige råd gælder dog stadig, fastslog Søren Brostrøm på sit pressemøde torsdag, men belært af skade gik han ikke yderligere ind i den politiske virkelighed, som han sagde. Det gjorde regeringens repræsentant på pressemødet, Peter Hummelsgaard, heller ikke. Alle henviser de til Joy Mogensen, der igen er som sunket i jorden.

Det er en dårlig ide at åbne kirkerne på klem. Uanset at det sundhedsfaglige bliver betonet af kirkeministeren, betyder åbningen af visse kirker, at usikkerheden breder sig påny. De fleste vil spørge sig selv, om der nu er ændret på reglerne. Hvad skal jeg nu forholde mig til? Har folkekirken andre regler end os andre?

Coronakrisen har lært os, at der skal kommunikeres massivt og entydigt, før alle forbehold og usikkerheder er væk. Det ved vi her på B.T., for vi har indtil nu modtaget flere end 20.000 spørgsmål, og flere spørgsmål går igen og igen.

Danskerne vil gerne opføre sig solidarisk og tage hensyn til regeringens regler, men det kræver, at de er entydige, logiske og ikke til fortolkning.

Det åbner kirkeministeren for med sine uldne formuleringer om delvise åbninger af kirkerne i påsken.

Kirkeminster Joy Mogensen leder øjensynligt efter en vindersag, der kan fjerne hendes fadæse på kulturområdet, hvor hun direkte talte sit andet ministerområde ned ved at betegne kultur som flødeskum. Presset af flere kirkeordførere i Folketinget og enkelte personligheder i kirken er hun sprunget alt for tidligt ud med sit påskebudskab. Det virker ikke velovervejet.

Flere biskopper og præster har da også allerede protesteret over, at kirken skal hæves over det øvrige samfund, og ønsker, at ministeren trækker forslaget tilbage. Der er heller ikke klare svar på, hvordan det skal kunne lade sig gøre at holde gudstjeneste med samlet set 10 mennesker i en kirke.

Folkekirken bør i stedet udvikle den kreative sans og sørge for forkyndelse og gudstjenester på anden vis. Der er ingen, der har lovet, at det absolut skal ske i en kirke. Sankt Jacobs Kirke på Østerbro i København har eksempelvis sendt flere gudstjenester på nettet – både på bt.dk og Facebook. Det er blot en måde at nå menigheden på. Der er helt sikkert andre.

Der er ingen grund til at åbne kirkerne i påsken, skønt det er kirkens store højtid. Risikoen for misforståelser i befolkningen og fejl er for stor.

Kære Joy, træk det tilbage og brug kræfterne på at få gudstjenesterne gennemført på andre måder i denne påske. Kirken skal komme til folket i år.