Lige nu kører togene, om ikke præcist så alligevel rettidigt.

Spørgsmålet er, hvor længe det fortsætter?

For selvom der er lige nu er fred og ro mellem parterne, DSB og Jernbaneforbundet, er det stilhed før storm. Begge parter håber, at ved at holde lav profil kan de tale sig tættere på hinanden og dermed en ny aftale, der endeligt kan sikre togene faste afgange.

Men parterne er under overfladen meget langt fra hinanden, og for begge er det en slags afgørende faglig kamp om, hvem der skal bestemme.

B.T. har tidligere skrevet en leder om konflikten den 29. november med en afsluttende sætning:

Fremtidens service afhænger af fleksible medarbejdere, det kan Jernbaneforbundet lige så godt indse. Stærke firmaer har engagerede medarbejdere med indflydelse, det kan DSB's ledelse lige så godt indse.

De to formanende sætninger til parterne har givet en del reaktioner. Jernbaneforbundets medlemmer, togførere, lokomotivførere og stationsbetjente fortæller om en manglende planlægning, der overlader den totale fleksibilitet til den enkelte medarbejder. De oplever, at fleksibilitet kun kører en vej, og derfor blev de stærkt provokerede af en antydning af, at der skal yderligere fleksibilitet til.

DSB's ledelse ønsker med deres indmeldelse i Dansk Industri at slippe ud af de lokalaftaler, som de mener begrænser deres muligheder for at planlægge og udnytte ressourcerne optimalt. Det nuværende slagsmål er IKKE en overenskomstforhandling, som vi skrev, men derimod forhandlinger om lokalaftaler.

Det er en smule teknisk, men naturligvis vigtigt. Overenskomster skal forhandles og kan ikke opsiges. Lokalaftaler kan opsiges ensidigt. Det er dette, DSB har valgt med medlemskabet af DI. Der findes ifølge DSB 150 lokalaftaler med Jernbaneforbundet, der dækker over stort og småt, og grundlæggende vil DSB have færre.

DSB ønsker retten til at lede og planlægge arbejdet - ikke mindst via vagtplanerne. Jernbaneforbundet ønsker at bevare den hårdt tilkæmpede indflydelse på arbejdstilrettelæggelsen. Derfor er det en klassisk arbejdskamp for Jernbaneforbundet. Hvis de mister indflydelsen på deres medlemmers vegne, risikerer de at forsvinde som fagforening. Derfor er kampen afgørende.

For DSB er kampen essentiel. Hvis de ikke vinder retten til at styre planlægningen, vil de blive et mindre effektivt firma, og der står ingen steder, at DSB skal køre tog i Danmark. Det kan andre gøre, måske endda med mindre ballade. Derfor er forhandlingerne så afgørende for DSB.

Begge parter har meget at miste. Derfor kan forhandlingerne trække ud - helt til næste år. Selvom de mange arbejdsnedlæggelser fra eks. togførerne blev kendt overenskomststridige, vil det næppe stoppe for flere pludselige arbejdsnedlæggelser. Kampen er ganske enkelt for vigtig.

Tilbage på perronen står passagererne. De er lige nu taberne i dette magtspil.

De har til gengæld hverken forståelse eller tålmodighed med situationen. De vil køre tog. Nu.

Det bør parterne indse, for de tavse passagerer kan pludselig blive en magtfaktor, der tvinger politikerne til at gribe ind.