Når medier kontakter efterladte i sager om ulykker eller drab, afstedkommer det i nogle tilfælde kritik.
Journalisterne beskyldes for at være skruppelløse gribbe på jagt efter den næste historie – koste, hvad det vil.
Der ligger imidlertid i langt de fleste tilfælde en ganske anden forklaring bag. Den vender vi tilbage til.
Debatten blev atter aktuel efter flere mediers omtale af en spektakulær drabssag med to kvindelige ofre fra henholdsvis Kundby og Ruds Vedby.
Det ene af ofrene var Line Messerschmidt, søster til Dansk Folkeparti-politikeren Morten Messerschmidt.
B.T. var et af de medier, der beskrev det familiemæssige bånd til den kendte politiker, og vi forsøgte også at kontakte Morten Messerschmidt for en kommentar.
Personligt har jeg endnu til gode at møde den journalist, der finder nydelse i på denne vis at tage kontakt til efterladte familiemedlemmer eller nære venner i sager om ulykker, terror eller drab. Men jeg har mødt mange, der alligevel gør det, fordi det oftest er det rigtige at gøre.
Ofte viser det sig, at pårørende trods de ofte kaotiske og ulykkelige omstændigheder sætter pris på at blive hørt og få mulighed for at komme til orde. Desuden giver det journalisterne bedre mulighed for at få fakta på plads eller ligefrem komme på sporet af oplysninger, der kan være væsentlige, og som kan være vigtige at få belyst i disse sager, som ofte har offentlighedens interesse.
For det meste forsøges den indledende kontakt indledt på beskedtjenester eller sms, hvor det er nemt at ignorere henvendelsen eller besvare den med en eventuel afvisning.
På B.T. mente vi, at også Morten Messerschmidt skulle have mulighed for at udtale sig, hvis han ville. Da vi forstod, at det ønskede han ikke, ophørte vi naturligvis med at forsøge at indhente en kommentar.
Mens der vist ikke er forsket i fænomenet i Danmark, viser et internationalt studie fra 2012, at journalistisk kontakt til efterladte opfattes som bedre og mere respektfuldt, end hvis man i misforstået hensyntagen ignorerer de nærmeste og i stedet eksempelvis søger efter information i sikker afstand på sociale medier.
Undersøgelsen, som er udført af forskere fra universiteterne i Liverpool og Glasgow, bygger foruden omfangsrige interviews med journalister og redaktører på 24 interviews med grupper af efterladte pårørende.
I undersøgelsen fortæller en mor til et mordoffer, at manglende interesse fra medierne forstærkede følelsen af sorg over hendes tab. Det er med andre ord forkert at antage, at de efterladte altid helst er fri for henvendelser fra pressen.
En journalist, der deltog i undersøgelsen, fortæller, hvordan han måtte tage sig gevaldigt sammen, før han bankede på døren hos en familie, hvor en mor til fire tidligere på dagen havde begået selvmord. Til hans overraskelse blev han budt indenfor og fik overrakt en skriftlig udtalelse, hvor den afdødes mand langede ud efter sundhedsvæsenet, som han mente havde overset faresignalerne hos familien, der i uger havde forsøgt at få hjælp. En væsentlig journalistisk historie.
Det er ikke sjældent, at efterladte har et budskab eller en advarsel til andre, der kan komme i samme situation, som de gerne vil af med og udbrede.
Det er naturligvis langtfra altid tilfældet, og det er uomtvisteligt vigtigt at efterkomme de efterladtes ønsker om fred fra pressen, hvis interessen er uønsket. Men kontakten skal tages, og det vil også fortsat være praksis på B.T.
