Det er en del af dynamikken i dansk politik, at nye partier opstår – og at de for de flestes vedkommende forsvinder ganske hurtigt igen.
Det er fornuftigt og smukt, at barrieren for at samle et parti omkring en person eller en sag ikke er større, end at det i den nyere historie ganske ofte er sket.
For tiden spekuleres der over, hvorvidt afhoppere fra Liberal Alliance er ved at danne et nyt parti, fordi udmeldingerne fra de tidligere LA-topfolk Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund falder sammen med, at skærmbilleder fra en hjemmeside med navnet Partiet Fri med billeder af netop de to tidligere LA-medlemmer er begyndt at florere på sociale medier. Endnu er det imidlertid hverken be- eller afkræftet.
Som regel opstår nye partier som en reaktion på en større politisk udvikling, der åbner en scene for nye synspunkter eller i det mindste et pludseligt fokus på emner, der tidligere har levet en mere hensygnende tilværelse.
Danmarks engagement i det europæiske fællesskab, indvandring til Danmark op gennem 80'erne og frem til i dag og det øgede fokus på klimaet, vi oplever for tiden, er alle eksempler på politiske emner, der har givet plads til nye partier og pustet vind i deres sejl.
Ved det seneste folketingsvalg var der hele 13 partier på valg. Med lidt god vilje kan hele ni af dem i en eller anden forstand betegnes som borgerlige. I hvert tilfælde ligger de fra midten og ud mod højre på den klassiske politiske akse: fra Radikale Venstre over Partiet Klaus Riskær Pedersen, Konservative, Kristendemokraterne, Venstre, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og helt ud til Stram Kurs. Ikke alle kom ind.
Man kan bestemt diskutere, om de nuværende partier helt udfylder de roller, de slår sig op på: Er Venstre virkelig Danmarks liberale parti? Befinder Liberal Alliance sig i en værdipolitisk 'vildfarelse', hvor de for ofte falder i 'den nationalkonservative fælde', som Simon Emil Ammitzbøll-Bille hævder?
Uanset hvad kan man i den nuværende situation ikke med god ret sige, at der er større 'huller' for hjemløse vælgere eller hele flanker, som ikke allerede er dækket af et eksisterende parti.
Hvis man i dagens politiske landskab stifter et nyt parti, virker det i mindre grad, som om man har fundet et vigtigt og frit politisk standpunkt, som Danmark har brug for at kunne samle sig om.
I langt højere grad virker det, som om man selv mangler en politisk platform og ikke orker at tilkæmpe sig denne i et eksisterende parti, men ønsker at springe direkte til toppen og rampelyset.
Det siger i virkeligheden ikke så lidt om Danmark i dag.
