Det er på mange måder en uvirkelig dag.

Sådan sagde dagens hovedperson Poul-Erik Rasmussen, da statsminister Mette Frederiksen gav ham og de andre børnehjemsbørn fra Godhavn en officiel undskyldning.

Man forstår Poul-Erik Rasmussen, når man hører hans livshistorie og den lange seje kamp, han har kæmpet for det øjeblik, hvor undskyldningen faldt.

Poul-Erik er blot et af de mange tusinde anbragte børn i danske børnehjem, der led overlast.

Poul-Erik var anbragt på Godhavn Børnehjem i Tisvildeleje fra 1962-1965. Her stod dagligdagen på tørre tærsk, psykisk chikane, seksuelle overgreb og medicinske forsøg med de fortrinsvis mange drenge, der var placeret på et børnehjem under statens kontrol.

I mange år holdt Poul-Erik Rasmussen historien for sig selv, men i 2005 fortalte han historien til DR, og så begyndte sagen at rulle. Alligevel skulle der gå yderligere 14 år, før undskyldningen faldt.

Undervejs har han og de andre anbragte børn været ved at opgive, for selvom alle overgrebene blev dokumenteret i 'Godhavn-rapporten' i 2011, blev deres sag afvist første gang i 2015 og senere i 2017. Den var forældet.

Undervejs har skiftende regeringer nægtet at give drengene en undskyldning.

Det er ikke en enkelt sag for en regering at undskylde officielt. Staten påtager sig et ansvar for overgrebene og dermed også ansvaret for en eventuel erstatning.

Tidligere har Poul Nyrup Rasmussen i 1999 undskyldt for tvangsfjernelsen af grønlændere, da Thulebasen skulle bygges. I 2005 undskyldte Anders Fogh Rasmussen for afvisningen af tyske flygtninge ved den danske grænse under krigen. Det er de eneste to officielle undskyldninger, der er faldet.

Nu fik Godhavn-drengene deres undskyldning ved en emotionel ceremoni på Marienborg. Mette Frederiksen viste også nye standarder for en statsminister ved selv at fælde adskillige tårer.

Det er svært ikke at lade sig påvirke, når man hører de umenneskelige afstraffelser, små drenge har været udsat i vores fælles varetægt. Det er horribelt, at voksne mennesker har været i stand til systematisk at tæve og eksperimentere med børn, mens de har været anbragt på børnehjem under statens kontrol.

Det er helt på sin plads, at de endelig fik en officiel undskyldning.

Den kommer reelt for sent, og det er derfor ubegribeligt, at tidligere politikere og regeringer stædigt har nægtet at påtage sig ansvaret.

Det er i princippet kun de børnehjemsbørn, der har været anbragt på Godhavn og 18 andre børnehjem, der tirsdag fik en undskyldning. Mange andre modtager ikke statsministerens undskyldning.

Undersøgelsen, der ligger til grund for undskyldningen, er begrænset til de 19 børnehjem, der i 2010 blev valgt ud. Reelt har mange andre børnehjem og andre tusinde danske børn været udsat for det samme.

Det vil være passende at give de øvrige børn - der nu er voksne - en lignende undskyldning.

Poul-Erik Rasmussen, der har kæmpet sagen for Godhavnsdrengene i så mange år, oplevede dagen som uvirkelig. Men den er reel nok, Poul-Erik:

Undskyldningen.