I marts 2018 blev Silas Lund overfaldet på Gothersgade i København. Han fik en skalle og slag med en knytnæve i ansigtet.

Han vidste gennem en bekendt, hvem gerningsmanden var, men alligevel gik der 532 dage, fra sagen blev anmeldt, til gerningsmanden blev dømt i retten, hvor han erkendte sig skyldig.

Overfaldsmanden blev idømt tre måneders fængsel for overfaldet, men fordi sagsbehandlingstiden har været så lang – i 510 dage lå sagen stendød hos politiet, indtil B.T. begyndte at interessere sig for den – endte gerningsmanden med at blive kompenseret og få rabat på sin straf: Han undgår derfor helt at afsone bag tremmer, og han slipper ligeledes for at betale Silas Lund 5.000 kr. i erstatning for smerterne.

'Da der er tale om en ukompliceret straffesag, finder retten, at sagsbehandlingstiden forud for sagens fremsendelse til retten i så væsentligt omfang har oversteget det rimelige, at tiltalte kompenseres herfor,' står der at læse i dombogen.

Overfaldsmanden er i forvejen kendt af politiet. I 2016 fik han 30 dages betinget fængsel i en anden voldssag.

Tilbage sidder Silas Lund, overrasket og uforstående. Det samme må alle andre gøre. Tilstanden i vores politi er nu så ringe, at en simpel voldssag med et klart offer og en gerningsmand, der tilstår, ender med rabat på straffen til voldsmanden og en knægtet tro på retssikkerheden hos offeret og alle os andre.

Synkront med afdækningen af den groteske sag ruller Socialdemokratiets forklarings-kampagne for deres såkaldte 'sikkerhedspakke', der blandt andet indeholder et ønske om det, regeringen selv kalder for 'massiv' øget overvågning i det danske samfund.

Flankeret af et billede af statsminister Mette Frederiksen (S) står følgende citat:

'Det, der driver mig som statsminister, er et ønske om at passe på Danmark. Skal jeg gøre det, er vi nødt til at tage nogle ting i brug, som vi ikke tidligere har haft hverken behov for eller lyst til.'

Det fremgår ikke krystalklart, hvad Mette Frederiksen mener, men man fornemmer, at der sigtes mod det kontroversielle forslag om at overvåge danskerne i hidtil uset omfang i det offentlige rum.

Hårene rejser sig på armen. Hver for sig viser de to sager nemlig, at regeringen tilsyneladende ganske har vendt op og ned på, hvem der skal straffes, og hvem der skal passes på.

Når de uskyldige straffes, og de skyldige går fri, er de lovlydige borgeres mareridt blevet til virkelighed.