Politik er en blodig branche.

Anders Samuelsen er den seneste, der må erkende, at i politik har alt et udløb. Det kommer til dem alle.

Anders Samuelsen trak sig som formand for sit eget politiske projekt: Liberal Alliance. Valget blev en alvorlig nedtur, der var langt dybere end forudset.

Samuelsens pressemøde og farvel blev både bevægende og værdigt, men vejen derhen var blodig og opsigtsvækkende som aldrig set tidligere i dansk politik. Afskeden blev et ondt studie i indestængt vrede og nærmest had.

Fra morgenstunden var Henrik Dahl tilgængelig på alle medier og skruede retorikken op for hver time, han var vågen.

Grundlæggende beskyldte han Anders Samuelsen og resten af LA's ledelse for at være lallende amatører, præget af nepotisme og idioti.

»Vi får syv ministerposter, der ikke interesserer vores vælgere, og de ministerposter er ligesom skræddersyet til, at det kan være sjovt for Anders' familie og venner,« lød det blandt andet, og det er endda en af de pænere formuleringer. Umiddelbart efter var både Merete Riisager og Alex Vanopslagh på banen med opbakning til den hårde linje: Anders må trække sig – NU!

Anders Samuelsen har i sin tid som formand aldrig kendt sin besøgelsestid. Han er gået for langt, har skrydet og overspillet sine kort gang på gang. Selv i sit farvel, der var planlagt til valgaftenen med den store opmærksomhed og efterfølgende sympati, det giver, vurderede han helt forkert. Han ombestemte sig og brugte et særligt pressemøde dagen derpå. For omverdenen ser det nu ud til, at han blev flået modstræbende ned af stolen.

Liberal Alliances problem har været, at partiet stod og faldt med 'Anders og de stålsatte øjne'. Når han ikke længere kan levere en form for professionalisme og en tro på, at der træffes rationelle beslutninger, løber liberale vælgere skrigende bort. Det har der været mange grunde til i regeringsårene, og spørgsmålet er nærmere: Hvorfor røg LA ikke helt ud?

Den eneste grund må være, at der i partiet alligevel er talent og et stærkt politisk bundtræk, som den kommende leder nu må trække på.

Samuelsen har lavet det ene comeback efter det andet, men nu er det slut. Når ret skal være ret, så skabte han det hele selv, og han ødslede selv det hele bort.

Undervejs lykkedes det ham at få vælgerne til at tale om skattelettelser og vækst i samfundet. Han fik kun minimale skattelettelser igennem, som blev solgt med de latterlige pokaler. Men pludselig talte vi om skattelettelser, som om det var naturligt, at de kan sænkes. Det var nyt. For en periode. I processen tabte han troværdighed og den anden mærkesag: den enkeltes frihed til at klare sig selv.

Det er desværre det store tab ved Samuelsens afgang. Hvem skal tale den sag nu? Der er nok, der ønsker mere offentlig indblanding.