Helt fortjent er målmand Kasper Schmeichels heltestatus stejlt stigende efter hans pragtpræstation i ottendedelsfinalen ved VM mod Kroatien.

Nok var resultatet en mavepuster for nationen, men en klar og tydelig heltefigur materialiserede sig: Kasper Schmeichel, søn af den navnkundige målmandslegende Peter Schmeichel, er ved at skabe sig sin egen kæmpekarriere som målets vogter, og med dette VM er han helt ude af faderens skygge.

Han fortjener al den hyldest, der for tiden bliver ham til dels.

Ét er naturligvis at pille tre straffespark i en kamp. Det er i sig selv en vanvittig præstation – ikke mindst når den ene skytte hedder Modric, og man nærmest griber ham ud på det første forsøg.

Men endnu vigtigere end den suveræne indsats er Kasper Schmeichels indstilling og afsmitning på landsholdet. Han rager op og river med.

Hvor er det dog befriende, når han – i modsætning til de fleste andre, der har en målsætning om at 'gøre en god figur' eller måske gå videre fra gruppen – udtaler, at Danmark er med for at vinde VM, ikke blot for at deltage. Det er den slags, vi har brug for. Schmeichel minder os om, at man ikke vinder fodboldkampe med Jante i startopstillingen.

Just efter det smertelige nederlag havde allehånde tv-kommentatorer og andre kloge mennesker voldsomt travlt med at rose Danmarks indsats og kæfte op om, hvor stolte vi skulle være over at være faldet med så megen ære. Hvor er det dog 'dansk' – på den kedelige måde. Den konklusion skal vi nok komme til på et tidspunkt, men ikke for tidligt. Når man ryger ud, er det ØV! og hæsligt, og hvis man ikke kan holde fast i dét, bliver man aldrig andet end tilfreds med blot at deltage.

Den rette udstråling havde gamle Schmeichel, og den udstråling har Kasper Schmeichel også. Og naturligvis er han også typen, der gjalder med på det omdiskuterede 'store patter'-kampråb, som landsholdet har for vane at skråle efter sejr. På et endnu lavere niveau, lige under bæltestedet, faktisk, finder vi kampråbet, der er blevet Kasper Schmeichels, og som gjalder mod ham i afgørende situationer og efter store redninger mellem stængerne: 'Fisse, kusse, Schmeichel er en MUR!'

Jeg siger bestemt ikke, at det er i orden med den slags platte udtryk.

Men det er det.

Man kan ikke bygge landsholdets fremtid på jantelov og politisk korrekthed. Men det kan man på typer som Kasper Schmeichel. Det handler om attitude.