Søndag endte FN's længstvarende klimaforhandlinger nogensinde i en slags sammenbrud.

COP25 mundede godt nok ud i en aftale, men i virkeligheden kan den sammenlignes med glasur på en ubagt kage – reelt blev det nemlig besluttet at vente med at beslutte noget om, hvordan verden skal skære ned på de klimaskadelige stoffer, til november næste år, hvor COP26 bliver afholdt i Glasgow i Skotland.

COP-møde for COP-møde bliver det mere og mere tydeligt, at vores internationale politiske system har mere end almindeligt besvær med at løse et globalt problem som det foreliggende.

Særinteresser ender hver gang med at afspore muligheden for at nå til enighed om bindende krav, der virkelig vil kunne rykke noget. Ingen har endnu evnet at drive et sværd gennem dén gordiske knude.

EU var under forhandlingerne blandt fortalerne for at højne ambitionerne på klimaets vegne, mens flere store lande, der står for en stor portion af de klimaskadelige udledninger, var imod. Uden samtykke fra lande som Kina, USA, Brasilien og Indien er en aftale ikke ret meget værd.

Med det vage resultat af forhandlingerne i Madrid er det med andre ord ikke blevet lettere at nå de klimamål, der blev sat med Parisaftalen under COP21 i 2015.

Aftalen skal sikre, at den globale temperaturstigning holder sig under to grader, men hvis ikke verdenssamfundet virkelig beslutter sig for, at det er afgørende vigtigt, kommer det næppe til at ske.

Uanset om man er skeptisk over for klimaproblemets omfang eller ej, er det beskæmmende og ildevarslende at opleve, at verdens ledere ikke evner at nå til enighed og udpege en retning. Uden et globalt lederskab på emnet breder der sig naturligt nok flere steder en følelse af desperation og afmagt.

Menneskeheden er unægtelig en fantastisk størrelse, der gennem historien har overkommet utrolige udfordringer og har skabt fantastiske fremskridt og løsninger undervejs.

Vi er nu så udviklede, at vi som den første art på kloden nogensinde er i stand til at påvirke vores egen fremtid – i både positiv og negativ retning.

Mens tidligere trusler mod vores arts velbefindende, som atombomben, bliver håndteret nogenlunde gennem internationale aftaler og ikke for nuværende virker som en nærværende trussel, forholder det sig anderledes med klimaproblemet.

Pessimister vil måske mene, at menneskeheden med klimaudfordringerne har skabt det første problem, som den ikke selv evner at løse.

Men sådan nytter det naturligvis ikke at tænke. Hvis problemet vitterlig ikke kan løses ad politisk vej, må vi sætte vores lid til den hittepåsomhed og evne til opfindelser, der gang på gang har løst problemer og skabt fremskridt. Selvfølgelig kan det gøres igen.