Dommen over Britta Nielsen lød på seks år og seks måneder i Københavns Byret.

Det er en mærkelig dom, som naturligvis bør ankes til landsretten.

Grundlæggende fulgte dommeren og de to domsmænd alle anklagerens argumenter for at dømme Britta Nielsen, men da længden af dommen skulle udmøntes, fulgte man i stedet forsvarerens ønsker. Derfor accepterede Britta Nielsen da også sin dom lige på stedet.

Britta Nielsen har gennem 25 år snydt og bedraget på en særdeles udspekuleret måde. Hun har udnyttet sin betroede stilling i det offentlige til at flytte penge systematisk til sin egen konto. De 117 millioner kroner, hun nåede at stjæle, inden hun blev opdaget, var midler, der skulle være gået til samfundets svageste. I stedet brugte Britta Nielsen pengene til et liv i luksus for hele sin familie.

Britta Nielsen blev samtidig dømt til at betale 113.137.325 kroner tilbage til statskassen. Det kommer ikke til at ske, for pengene er væk. Hun har i dag værdier for seks millioner.

Tidligere svindlere som Stein Bagger og Lars Nørholt, direktøren for lysvirksomheden Hesalight, har tidligere fået syv års fængsel ved lignende forbrydelser. De to storsvindlere har altså fået længere domme, end Britta Nielsen fik tirsdag eftermiddag.

Alene af den grund er der grund til at anke sagen.

Det bør være en skærpende omstændighed, at Britta Nielsen har svindlet penge ud af vores fælles pengekasse via sin betroede stilling. Dommerne i byretten havde mulighed for at give Britta Nielsen hele fire år ekstra, hvis den fandt, at dette var en skærpende omstændighed.

Det gjorde byretten ikke. Det var altså ikke en skærpende omstændighed, at hun udnyttede sin position i socialministeriet. Det vil de fleste mennesker nok mene, og derfor er der god grund til, at den del af sagen vurderes på ny i landsretten.

Britta Nielsens forsvarer har gennem mange måneder ført en sag, der så ud til at være håbløs. Der har ikke været tvivl om Brittas skyld, og derfor har sagen også haft et ydmygende skær, da hun dag efter dag i retten måtte lytte til sine kriminelle handlinger.

Men forsvareren fik med sin langvarige behandling af sagen alligevel det, han ønskede. Britta Nielsens straf fulgte hans anvisninger. Han var mere end tilfreds efter dommen.

Anklagerne sagde umiddelbart efter dommen, at de var 'meget meget tilfredse'. Det skal de sige, for de vandt naturligvis sagen, alligevel kan de ikke være 'meget, meget tilfredse', når de kommer hjem på kontoret.

Sagen bør ankes med det samme.