Som samfund har vi en opgave i at passe på vores samfunds mest udsatte - koste hvad det vil.

Siden Omar El-Husseins feje angreb i København i 2015 har der været særlig bevogtning af den jødiske synagoge i København. Det har kostet langt over 100 millioner kroner, men det er naturligvis en pris, vi må betale.

Flere politikere og debattører i Danmark lever under konstant overvågning af politi og efterretningstjeneste for at garantere deres sikkerhed. Det er dyrt, men det er naturligvis en pris, vi må betale.

Når Rasmus Paludan demonstrerer, kræver det et massivt politiopbud at sørge for hans sikkerhed. Mange mener, at det kræver for stor en indsats af politiet, men da det er en grundlovssikret ret, han udøver, er det en pris, vi må være villige til at betale.

Terror må ikke få det sidste ord. Koste hvad det vil.

I den bedste af alle verdener var det ikke nødvendigt at bruge politiets ressourcer på ovenstående eksempler. I stedet kunne vi bruge pengene på vores sundhedsvæsen eller skoler, eller vi kunne lade en anelse flere penge blive i borgernes egne lommer.

Men vi lever nu engang i den verden, vi gør, og her er langtfra alt perfekt.

Spørg bare borgerne i bydelen Brønshøj i København.

Her chikanerer en gruppe af drenge og unge mænd en stor del af områdets beboere. Reelt har de indført deres eget lille rædselsregime, som almindelige, lovlydige borgere må tåle. Folk bliver truet og spyttet på. Mange tør ikke gå ud om aftenen.

Flere erhvervsdrivende har været nødt til selv at hyre vagter og indskrænke deres åbningstider. En pølsevogn og et pizzeria har endda måttet lukke.

På trods af, at en stor dele af chikanen foregår få hundrede meter fra en af hovedstadens største politistationer, kan politiet i den nuværende situation ikke opretholde et tilfredsstillende niveau af orden.

»Folk går og føler sig truede og utrygge, det vil jeg simpelthen ikke finde mig i,« siger justitsminister Søren Pape som kommentar på B.T.s afdækning af problemet.

Grænsen for, hvad man må finde sig i som almindelig borger, synes da også overtrådt for længst. Derfor er signalet fra Pape godt og rigtigt - men handling vejer som bekendt tungere end ord.

Beboerne i Brønshøj er ofre for en uacceptabel hverdagsterror, som det er en samfundsopgave at beskytte dem imod.

Koste hvad det vil.