Udligningsreformen er gået hen og blevet sexet. Hvem skulle have troet det?

Normalt er det en kedelig omgang for professorer ved statskundskab og kontorchefer i ministerierne, der med Excel-ark sørger for en regnemodel, som alle accepterer, men ingen forstår.

Men statsminister Mette Frederiksens ønske om at gøre det til et ideologisk 'Robin Hood-projekt' og indenrigsminister Astrid Krags mageløse amatørisme har gjort, at alle pludselig er interesserede.

Naturligvis skal der foregå en form for udligning mellem de forskellige kommuner her i landet. Der skal flyttes penge fra de rige til de fattige. Der skal nemlig ikke være alt for stor forskel på at være hr. og fru Jensen i Nordsjælland eller Lolland, ellers ville der være en endnu vildere flugt fra land mod by.

Det er de fleste sådan set enige om, men spørgsmålet er: Hvor meget og hvordan?

Tidligere har man tilstræbt at have millimeterdemokrati​ske modeller, som enten kan forsvares, eller som er så indviklede, at ingen kan hitte rede i dem.

Denne gang ønsker Mette Frederiksen – og det er altså 14 år siden, at vi sidst havde en udligningsreform – at strømmen af penge entydigt skal gå fra de rige kommuner til de fattige uden mange andre filtre.

Det er lykkedes for regeringen at hidse Gentoftes borgmester, Hans Toft, op og gøre hans kommune til symbolet på de rige her i landet, og det er enkelt at forstå. Mange andre kommuner kan forbavset konstatere, at de også skal punge ud, uden at de har fået en fornuftig forklaring.

Astrid Krag har med sin ringe håndtering af sagen gjort sit til, at sagen er flyttet fra de kedelige sider til forsiden og lederplads.

Fra sin første optræden på pressemødet, hvor udspillet blev præsenteret, har hun nægtet at forholde sig til nogen form for fakta og substans, men hun har udelukkende holdt sig til den ideologiske svada om, at 'de rige skal betale til de svage'.

Siden er beregningerne kommet dumpende, hver gang med en undskyldning og en forsikring om, at nu er alle tal fremlagt. Det er der ganske få, der tror på.

Mette Frederiksen ideologiske udgangspunkt og Astrid Krags svage håndtering har gjort udligning til en sag, som alle nu kan forholde sig til.

Det er samtidig blevet let for de borgerlige at holde sig væk fra denne tabersag. Regeringen kan ende med et smalt forlig med sine mest trofaste støttepartier.

Vi andre, der skal betale, kan bare måbende se på, medens vores skattepenge nu bliver forvaltet efter en socialdemokratisk magtmodel.

Det går ikke.

Udligning af penge mellem kommuner kan nok ikke blive populært eller retfærdigt. Men det må nødvendigvis have bred opbakning i Folketinget, og det må lugte af en rimelig, retfærdig fordeling.

Astrid Krag må smide tøjlerne, hun har tabt dem på gulvet. Forhandlingerne må drives af driftssikre Nicolai Wammen, og Mette Frederiksen ideologiske felttog må tones ned, så flere faktorer kommer i spil, når pengene skal sendes fra de rige til de fattige.

For sådan er det.

De rige kommuner skal betale til de fattige, som de hele tiden har gjort, men nu skal det både være retfærdigt OG forståeligt.

Det er regeringens egen skyld.