Torsdag sender Radio24syv for sidste gang. Det er trist for den halve million danskere, målt ugentligt, der mister et stærkt medie, som de har et tilhørsforhold til.

Det er en tragedie, når et medie lukker, for det betyder, at en stemme går tabt. I Radio24syvs tilfælde er det en markant og vigtig stemme, der bliver tavs, og det bliver for mange et betydeligt tab.

Hatten af for Radio24syvs orkester, der har spillet hele vejen, til man stod i vand til halsen. Det aftvinger respekt.

Selv om vi hele tiden har vidst, at Radio24syvs licens til at sende på FM4 var på lånt tid, er flere aspekter i forbindelse med kanalens sortie af skandaløs karakter.

Dels nager tvivlen om, hvorvidt det oprindelige udbud bevidst blev gjort uspiseligt for Radio24syv af politikere, der havde set sig onde på radioens hårde og kompromisløse linje. Der er “lagt snubletråde ud” for Radio24syv, som tidligere kulturminister Per Stig Møller, manden bag den nye radiokanal, har udtrykt det.

Dels viser det efterfølgende udbud af DAB-kanalen, at de mange millioner reelt blev fordelt som en bureaukratisk øvelse med sindrige, og til lejligheden opfundne modeller og algoritmer, som er dybt problematiske at lægge til grund for et fornuftigt valg. Ikke et ondt ord om Radio Loud – endnu – de skal have muligheden for at bevise deres værd, præcis som Radio24syv fik det i sin tid. Men som mediemenneske må man, på baggrund af det tilgængelige materiale om Louds karakter, tillade sig forlods at have sin sunde skepsis strittende vildt i alle retninger.

Man siger, at en sejr har mange fædre, mens nederlaget er forældreløst.

Miserens juridiske forældre har kun leveret vås og spin. Hverken formanden for Radio- og tv-nævnet, der har stået for udvælgelsen, eller statsminister Mette Frederiksen, der også er pressens minister, har forklaret sig tilfredsstillende, selv om der i dén grad er behov for at placere et ansvar.

For uanset hvad, så har det trafikuheld i slowmotion, som er Radio24syvs endeligt, ført til en ærgerlig situation: I stedet for at spare penge på det nye udbud af FM-kanalen er det samlet set blevet langt dyrere.

En optimist kan håbe på, at vi får to nye radioer, der hver især kan blive til stor gavn og glæde for radioelskende danskere.

En pessimistisk sjæl vil stå tilbage med frygten for, at vi i runde tal er endt med to ringe radiostationer til den dobbelte pris af den fine, vi mister.