Krænkelser fylder mere og mere i den offentlige debat og på de sociale medier.

Folk, der bliver stødt på manchetterne, får i stigende grad lyst til at råbe op om deres oplevelser. Men det er vigtigt at skelne.

Der har været talrige eksempler på voldsomme krænkelser i forbindelse med 'metoo-kampagnen'. Men der har også været talrige eksempler på latterlige ‘småkrænkelser’, hvor nogen har fundet det for meget, at nogle andre har gjort det ene eller det andet.

Det burde være simpelt:

Hvis din chef rager på dig, uden du ønsker det, har du været udsat for sexchikane.

Hvis en person kalder dig noget nedsættende med henvisning til din hudfarve, har du været udsat for racisme.

Men hvis en norsk minister klæder sig ud som indianer til en udklædningsfest (et virkeligt eksempel), kan du som almindelig borger ikke føle dig krænket på alle oprindelige folks vegne.

Hun har ikke klædt sig ud som indianer for at krænke nogen, så vi bør venligst undlade at tage den krænkelse på os.

Herhjemme har Københavns Universitet netop instrueret sine tutorer i, at man i forbindelse med introfesterne ikke må udklæde sig i temaer, der 'går på stereotyper omkring til eksempel etnicitet, seksualitet, religion med videre', som det fremgå af en e-mail, der i disse dages deles flittigt på sociale medier. Afsenderen stiller sig oven i købet til rådighed som smagsdommer for, hvilke udklædninger der går, og hvilke der er for meget.

Man kan grine ad det, fordi det rummer bestemt komikkens elementer, når voksne mennesker forholder sig til, om andre voksne mennesker må klæde sig ud som en cowboy eller som en indianer.

Men smilet stivner, når tanken tænkes til ende.

KU indfører nultolerance over for krænkelser, hvilket naturligvis lyder fornuftigt. Men hvis det altid er oplevelsen af krænkelse, der trumfer, kommer vi ikke bare til at 'gå rundt som omvandrende permanente hudafskrabninger', som journalist Lone Frank har udtrykt det. Vi kommer til at gå rundt som åbne sår på traumeafdelingen.

Det gælder overalt i vores samfund, at vi har generelle bestemmelser og regler, som gælder for alle - selvom nogle fra tid til anden støder sig på dem eller kommer i klemme. Hensynet til den enkelte vejes op mod hensynet til de mange.

Vi kan altid diskutere vores vedtagne normer, men vi kan ikke indrette alt efter den enkeltes specifikke følelser og smag. Vi skal tage hensyn, men der skal også være albuerum.

Hvis den krænkede bliver konge, bliver alle andre undertrykte.