I sidste uge efterlyste jeg reaktioner fra ‘forargede feminister’ på de forhold, som VIVE, det tidligere Socialforskningsinstituttet, dokumenterede i rapporten 'Etniske minoritetskvinder og skilsmisse – med fokus på muslimske praksisser'.

Den viser, at muslimske kvinder nemt fanges mellem loven og religiøs praksis, hvis de ønsker at opløse deres ægteskab. Vold og trusler er ikke ualmindeligt, rettigheder har de til gengæld ingen af.

Min oprindelige pointe var, at når det gælder lysten til at påpege ligestillingsproblemer, så virker det, som om småfnidder på sociale medier om kønnet på piktogrammer og supermarkeders mærkater på eksempelvis blå flyverdragter ‘til drenge’ vækker større afstandstagen end de problemer, som VIVEs rapport fokuserede på.

Jeg gav det bud, at mange (venstrefløjs-)feminister muligvis var bange for at komme til at gå DFs eller Nye Borgerliges ærinde, hvis der rettes kritik mod indvandring i almindelighed og muslimsk praksis i særdeleshed.

Sidste uges efterlysning af 'forargede feminister'.
Sidste uges efterlysning af 'forargede feminister'.
Vis mere

Jeg efterlyste ‘forargede feminister’, og jeg fik stor succes med mit forehavende. Desværre var forargelsen rettet mod mig, og en mindre shitstorm blev rettet mod min ringe person.

Jeg må forstå på debatten, at min kommentar var nedladende, jeg selv er gammeldags (‘oldfash’, som Danner, der hjælper voldsramte kvinder, formulerede det på Twitter) og generelt ‘ikke belastet af viden’ - altså underforstået, at jeg er dum.

Det er muligvis ikke helt forkert, men det er nu en gang mit indtryk, at fnidder og småproblemer får en hårdere medfart i den offentlige debat og tilsyneladende skaber større vrede på sociale medier, end de reelle ligestillingsproblemer, VIVE dokumenterede.

Én replicerede, at jeg måtte have skrevet klummen for at fremme egen karriere og tilkendegav, at det var upassende af mig overhovedet at fremføre det pågældende synspunkt, fordi andre allerede havde fremført noget lignende tidligere - for eksempel i forbindelse med hændelserne på en offentlig plads nytårsnat i Køln ved indgangen til 2016, hvor flere kvinder følte sig krænkede og udsat for overgreb af grupper af indvandrere.

Dengang var der også debattører, der efterlyste stærkere modreaktioner fra Tordenskjolds feminister.

Der var også én, der linkede til en ret sjov musikvideo på YouTube, hvor en del af teksten lyder: »Hvor var feministerne, da JFK blev skudt?,« så der var dog plads til lidt humor.

En anden blev ufrivilligt komisk, da hun skrev, at »meget lidt er så nuttet som mænd, der er forargede på feministers vegne uden at have sat sig ind i, hvad de bidrager med«.

Man kan åbenbart ikke være mand OG feminist, selvom jeg troede, at jeg gik rundt og var begge dele selv.

Ingen - ud over et par åbenlyst racistiske tosse-trolde - mente tilsyneladende, at jeg havde bare antydningen af en pointe i forhold til berøringsangst, når det gælder ligestilling for indvandrerkvinder i Danmark. Og det er jo faktisk herligt.

For hvis ikke én kan genkende problemet, så må det jo være mig, den er gal med, og så er verden jo et endnu bedre sted, end jeg gik og forestillede mig.

Mit ærinde var ikke - og derfor skrev jeg heller ikke det - at hævde, at ingen feminister ‘gør noget’ i forhold til at hjælpe og støtte denne gruppe af kvinder økonomisk eller i handling.

De mennesker, der hjælper til og engagerer sig, skylder jeg og alle andre stor tak.

Mit ærinde var - og det var derfor også det, jeg skrev - at lufte en undren over, at konklusionerne fra VIVEs rapport ikke udløste et større ramaskrig, end det gjorde.

I virkeligheden fra ‘alle’, men vel i særlig grad fra ‘forargede feminister’.

At min kommentar om dét endte med at nedkalde mere forargelse end konklusionerne i VIVEs rapport, understreger blot min pointe.

Således var opbakningen på det sociale medie Twitter til Danners kritik af min kommentar større end opbakningen til Danners opslag om VIVEs rapport.

Peace out, søster M/K.