For ikke længe siden læste jeg en tredjedel af udmærkede Anna Libaks kilometerlange debatindlæg på nyhedssitet Altinget.dk. Anna Libak var gået med i den såkaldt alternative pride parade.

Altså ikke den almindelige homo-parade med lastbiler fulde af dansende bøsser og lesbiske, men en anden en hvor arrangørerne mener, at man godt kan være kvinde, selvom man har en penis.

Folkene bag denne parade mener, at opdelingen af borgerne i mænd og kvinder er noget opstyltet og konstrueret pjat. En af dem hedder Yannick og har tidligere arrangeret Cutie.BPoC-fester (Queer Trans Inter Black People of Colour).

Jeg tror, at selv Uffe Elbæk ville tænke; ‘det er for syret for mig,’ og blive hjemme i sin lejlighed på Frederiksberg, som han har tjent tre millioner skattefrit på, selvom han mener, den slags bør være forbudt.

Men Anna Libak var med! Den alternative pride gik nemlig gennem Nørrebro, hvor den almindelige pride ikke kommer af årsager, som arrangørerne påstår, intet har at gøre med, at etniske minoriteter ofte står og kaster sten efter paradens deltagere op og ned ad Nørrebrogade.

Til sin store overraskelse blev Anna Libak dirigeret ned bagi, fordi hun er hvid og derfor er repræsentant for den herskende cis-hetero-normativitet, som betyder noget, som ingen almindelige mennesker ved, hvad er. Trods det, så skal vi alle sammen diskutere det, som vi diskuterer ældrepleje, finanslov, skattetryk og andre rigtige problemer.

Vi skal også diskutere, om skuespillere, som ikke selv er transkønnede eller ligner Elefantmanden, kan spille nogle af disse roller. Det kan de angiveligt ikke. Hvis ikke man ligner Elefantmanden, så er det pure diskrimination at portrættere ham som skuespiller, mener alverdens handicaporganisationer.

Jeg så selv eventyrfilmen 'Narnia: Løven, Heksen og Garderobeskabet' for nylig og bemærkede, at det jo slet ikke er en rigtig løve, der spiller frelserfiguren Aslan. Det er bare noget computergrafik. Der er ellers masser af rigtige løver. Og elefanter, for den sags skyld.

Det frie demokratis problemer har også ramt en mand, der hedder Peery Macleoud Jensen. Han VAR vegetar, men når han var til stede ved et middagsselskab, hvor der var frikadeller, så blev han spurgt, om han ville have en frikadelle. Spørgsmålet var så krænkende for ham, at han ifølge Radio24syv nu igen er begyndt at spise frikadeller. Peery har nu luftet sine problemer i to landsdækkende medier.

Hizb ut-Tahrir mener, at det vestlige samfund forfalder i synd og dekadence. Jeg mener, det forfalder, fordi vi er begyndt at glemme, hvad rigtige problemer er. Lad os hurtigt løse ovenstående tre.

Der er to køn. Mand og kvinde. Vi skal ikke diskutere det mere. Ikke-handicappede skuespillere må gerne spille handicappede roller. Vi skal ikke diskutere det mere. Peery, spis frikadeller eller lad være. Find dig i samfundets undren over dine selvskabte udfordringer.

De fleste af os har et filter, der gør det muligt for os at identificere, hvad der er reelle problemer, og hvad der hører hjemme i et satireprogram på DR2. Lad os udnytte denne evne og sige 'ti nu stille,' når tosser råber op med selvopfundne vanskeligheder.