Jeg er en af dette samfunds mest mobilafhængige mennesker. Min lille telefon ligger altid inden for rækkevidde og lokker konstant med falske glæder som en åben pose bolsjer. Og netop derfor finder jeg det ekstra irriterende med alle disse telemarketingstyper, der vil lommerøve mig gennem telefonrøret, da jeg er håbløst forbundet til det.

For ikke længe siden ringede for eksempel ‘Carsten’. På rammende vis, så talte Carsten hurtigt, som vi havde kendt hinanden længe.

»Heeej Peter, det er CARSTEN,« brølede Carsten.

Udover sit fornavn, så sagde Carsten ikke et ord om, hvem han var, og hvad han ville, så derfor tænkte jeg, at jeg måske burde vide, hvem Carsten var. Faktisk havde jeg lidt den samme oplevelse, som når man møder en på gaden, der hilser hjerteligt på én og kalder én ved navn, mens man febrilsk selv forsøger at huske, hvem det egentlig er, man taler med. Dette var bare over telefonen, forstås. I et par korte akavede sekunder spekulerede jeg over, hvor mange jeg kendte, der hedder Carsten. Det var ikke så mange, mente jeg.

»HVORDAN HAR DU DET, PETER?« brølede Carsten videre.

Carsten lød præcis som en gymnasieelev, der vælter ud af et værtshus i sommerferien, netop som solen er ved at stå op.

»Øøøh ja, hvem… øøh,« forsøgte jeg skarpt, men Carsten tog ordet igen.

»PETER!,« brølede han igen

»Ja,« svarede jeg lydigt - paf som Mowgli foran kvælerslangen Kaa i Junglebogen.

»Jeg ringer for at hjælpe dig,« sagde han så.

Så vågnede jeg af trancen, da min indre synonym-tolk udmærket godt vidste, at 'jeg ringer for at hjælpe dig' er sælgerlingo for 'jeg vil have dine penge i bytte for bras'.

Ganske rigtigt. Det viste sig, at Carsten ringede fra den samme teleudbyder, som har en erhvervsaftale med Berlingske Media, hvor jeg som bekendt er på lønningslisten. Carsten forsøgte med sin ihærdige fuldemandsrøst at lade mig forstå, at han ville sælge mig et billigere abonnement end det, jeg har i forvejen gennem min arbejdsgiver. Her betaler jeg ellers nul kroner om året for fri data, sms og tale. Det lykkedes ikke for Carsten, så han smuttede igen.

»HAV EN GOD DAG, PETER,« skrålede tinnitus-fremkaldende Carsten og smækkede på.

Jeg er i øvrigt blevet ringet op af adskillige andre end Carsten, der ville sælge mig samme produkt fra selvsamme firma. Det ville være fint, hvis råbende Carsten og hans andre falske kammesjukker lige registrerede, at jeg ikke betaler mit telefonabonnement selv, da jeg får det betalt af arbejdsgiver. Det sker ikke, så de ringer i ét væk, selvom det svarer til at forsøge at sælge mig atmosfærisk luft, som jo heldigvis stadig er gratis.

Carsten er en af erhvervslivets parasitter, som snapper efter andres penge, som en gedde snapper efter en aborre. Som alle rovdyr så mestrer Carsten og hans kollegaer at finde frem til mig, selvom jeg camouflerer mig som en kamæleon med beskyttet nummer og hemmelig adresse.

Jeg har faktisk en vis forståelse for, at der er rift om min begrænsede pengemængde i dette glade kapitalistiske samfund, men det virker nærmest umuligt at slippe af med disse pengeædere igen, hvis man tidligere har købt en mobiltelefon, et avisabonnement, sponsoreret en pandabjørn eller sådan noget.

Det ville være en lettelse for alle os hverdagsstressede mennesker, hvis man slap med at sige nej tak en gang. Så kunne man passende pålægge et strafgebyr til dem, som ringer igen og igen og ikke forstår, at man ikke gider deres produkt.