Hvis man er stor fan af morfar-slogans og trafiksikkerhed, så vil jeg anbefale, at man tager en tur i Føtex.

Det danske supermarked fejrer i øjeblikket årsdagen for Metoo-bevægelsen ved at sælge herresokker med små slogans på som ‘Hold mund. Der er bold,’ eller ‘Jeg tager en bajer. Bare gør rent, som du plejer,’.

Der er flere andre slogans blandt dem, som enhver der er vant til at drikke tre guldøl inden frokost på den lokale bodega, vil finde yderst morsomt.

Desuden så er sokkerne holdt i nogle farver, som alle trafikanter kan se på lang afstand.

Mads Christensens sokker
Mads Christensens sokker
Vis mere

Hvis man syede 200-300 af dem sammen, så kunne man skabe et kunstværk, som til forveksling ligner det, som den nu afgåede kulturborgmester Niko Grünfeld havde hængende på sit - eller rettere alle københavnernes - kontor ved siden af sit omkostningstunge møblement.

Nå, men stilikonet og såkaldte ‘blærerøv’ Mads Christensen er blevet genstand for en del kritik. Det er nemlig ham, der har skabt sokkerne, som så er til salg i detailbranchens modefyrtårn Føtex.

Mads Christensen bliver ikke kritiseret for at blande skrigende orange med marineblå. Nej, det er alle de små finurlige slogans, der har fået folk op af stolen.

Folk som radioværten og feministen Anne Sofie Allarp optrådte på TV2 News, hvor hun gav udtryk for, at hun ikke forstod, at Føtex solgte den slags. Det samme gjorde teknologi-eksperten Christiane Vejlø.

Byline Peter Astrup
Byline Peter Astrup Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

Og så var der de hidsigste feminist-tosser, der både fik ar på sjælen og ondt i øjnene. De mente at Mads Christensen var et ‘svin’ og at sokkerne var ‘kvindeundertrykkende.’

Før hele denne debat, så vidste jeg ikke, at man for kun 20 kroner kunne erhverve sig neonfarvede rædsler i Føtex til at dominere det modsatte køn, men nu ved jeg bedre.

Den eneste mand, som jeg har set blande sig i debatten, er Mads Christensen selv. Han siger bare klogeligt, at humor er sådan noget individuelt noget og man kan jo lade være at købe sokkerne, hvis man ikke synes om dem.

Men set i lyset af hvor mange kvinder, der ytrer sig i hele denne nye ligestilings- og krænkelsesbølge, så undrer det mig, at mænd aldrig siger en dyt.

Det er jo slet ikke kvinder, som Mads Christensen krænker. Det er os mænd!

Mens alverdens feminister hidser sig op over, at Mads Christensen vover at skrive ‘Du bager, jeg smager,’ og den slags på sine sokker, fordi mænd angiveligt ikke må spise noget, kvinder bager (eller hvad?), så er det tavse køn tavst.

Man kunne ellers sagtens skabe en pseudodebat om, at Mads Christensen præsenterede et stereotypt mandebillede af en fed klovn - han optræder i øvrigt selv på billederne - som ligger ned foran fjerneren dagen lang, drikker bajere og æder kage.

Når stereotypemanden så i sin brandert råber af konen, så er hun den krænkede part.

Tænk engang, hvis den udmærkede Nikita Klæstrup også havde lavet sokker. Hun havde bare skrevet ‘Fiks bilen, skat’ eller ‘Stille, der er Bagedysten,’ og den slags.

Så havde hele debatten alligevel drejet sig om synet på kvinder og arme Klæstrup var blevet svinet til.  Ikke et ord om mænd, der stereotypt fikser biler eller snakker, mens der er licensfinansieret underholdning.

Mænd har heldigvis intet sagt. Det gjorde vi heller ikke, da filmen ‘En Frygtelig Kvinde,’ gik i biograferne og udstillede mænd som pure vatnisser, der ikke kan sige fra. Det ville nemlig være tåbeligt, småligt og åndssvagt. Det samme er debatten om Mads Christensens advarselsfarvede sokker.

Nu sagde jeg så noget. Undskyld. Nu får jeg sikkert sokker til jul.